| < Forrige | Næste > |
|---|
I al fortrolighed er François Truffauts sidste film som instruktør inden hans død i 1984. Filmen er indspillet i sort/hvid og er en hyldest til klassisk film noir, omend i denne dræbes filmens femme fatale ret tidligt, og istedet får vi en femme brillante i skikkelse af den gudesmukke Fanny Ardant, der påtager sig at opklare mordet på sin chefs kone og dennes elsker, selvom hun ikke helt er overbevist om at han ikke selv har haft en finger med i spillet.
På en jagttur dræbes Claude Massoulier. Ejendomsmægleren Julien Vercer er tilfældigvis på jagt i samme område, og da han passerer Massouliers Porsche, stående parkeret med åben dør og tændte lygter, lukker han døren og slukker lyset, som en velment gestus, uvidende om at hans fingeraftryk placerer ham midt i politiets søgelys. Da han efterfølgende møder ind på arbejde, opsøges han af politiet, der afhører ham om hans jagttur.
Samme aften modtager han en mærkelig opringning, der anklager hans kone for utroskab og ham for mord. Da konen kommer uanmeldt tidligt hjem fra sin ferie og Vercer konfronterer hende, misbruger hun hans konfliktskyhed til at undgå emnet, da han siger at han vil skilles. I samme øjeblik ringer det på døren og udenfor står politiet, der vil have ham med ned på stationen til afhøring. Tilbage i huset finder han sin kone myrdet og panikker.
Han opsøger sin sekretær og beder hende dække over sig, mens han tager til Nice for at finde ud af om konen havde flere elskere. Sekretæren, den rapkæftede Barbara, spillet af Fanny Ardant, overtaler ham til at holde lav profil på kontoret og lade hende gøre detektivarbejdet. Herefter hvirvles hun ind i et mystisk komplot, der involverer hestevæddeløb, en skønhedsklinik, en stripklub, jalousi, kærlighed og et ugyldigt ægteskab.
I klassisk fransk stil, står politiet på sidelinien og ser klodsede og uheldsplagede ud, indtil Barbara har fundet alle de beviser der skal overbevise både politiet og hende selv om hendes chefs uskyld. Truffaut har begået en lille genistreg i denne film, ved at optage den i sort/hvid. Fremfor at fremstå som en tidlig fransk 80'er krimi, hensat i de for perioden kitschede pastel-farver, formår filmen at fremstå tidløs, samtidig med at man som publikum føler sig hensat til 30'ernes film noir guldalder og nærmest forventer Humphrey Bogart siddende i en stol på et mørkt kontor, med hatteskyggen godt nede over ansigtet, en smøg i munden og en stiv whiskey i hånden.
Også i denne film er Truffauts stilistiske kendetegn til stede. Barbara taler flere gange til Vercer gennem sit spejlbillede, og da hun skal afsløre morderen, taler hun direkte til kameraet, som Adéle i I kærlighedens lænker, når hun forfatter breve til sin far eller sin udkårne Pinson. Det bliver næsten som en løftet pegefinger fra Truffaut, der beder seeren om at spidse ørerne og rette blikket mod skærmen, medmindre denne vil gå glip af vigtige detaljer.
I al fortrolighed er en fantastisk hyldest til film noir, men istedet for at fastholde konventionerne, rører Truffaut rundt i gryden og tilsidesætter privatdetektiven i en birolle, mens det virkelige fodarbejde udføres af en stærk kvindelig rollemodel fra arbejderklassen, der ikke er bange for at tale mændene imod, lyve for politiet eller få skidt op under neglene. Jeg må indrømme at jeg så småt er ved at udvikle mig til Truffaut-fan...
NYHEDSBREV
RSS feeds
