| < Forrige | Næste > |
|---|
Woody Allen står øverst på manges lister over de bedste filmskabere. 23 gange har han været nomineret til en Oscar, og selvom det kun er blevet til et par stykker, siger det stadig en hel del om hans kaliber. Der er da heller ikke mange af hans film, der kommer til at gå i glemmebogen, de de hyppigt bliver genudgivet.
Nu er tiden kommet til at Small Time Crooks endnu en gang er kommet i handlen, og selvom den langt fra hører til blandt hans bedste og nok end ikke kommer i top 10, er det stadig et fornøjeligt gensyn.
Small Time Crooks er også en af de film, hvor Allen stadig befandt sig foran kameraet og ikke kun bagved som det er blevet tilfældet nu. Dermed er der gensyn med den finurlige, lille og mest af alt voldsomt irriterende personlighed som man godt kan savne fra tid til anden i hans nutidige film.
Kager slår cash
Ray Winckler (Woody Allen) går med en drøm, en drøm om masser af penge. Udover en drøm har han også planen klar til hvordan. Ham og hans kammersjukker skal bare overtage den nedlagte butik tæt på en bank, grave en tunnet ind i banken, stjæle penge og så ellers leve i sus og dus for udbyttet. Planen lyder simpel, og hans kæreste Francis (Tracey Ullman) lader sig da også overtale efter lidt pres fra Ray og vennerne.
Deres dække bliver, at Francis der er en ganske habil småkagebager, skal sælge hjemmebagte småkager i butikken, mens slænget nedenunder graver en tunnel. Det viser sig dog ikke overraskende, at de ikke helt har styr på tunellen. Til gengæld har Francis styr på bageriet. Småkagerne bliver en gigantisk succes, og viser sig at være en bedre forretning end at røve banker. Og der bliver opbygget et kagedynasti, med alle dem der var involveret i kuppet, som aldrig blev til noget.
Sammen med stor rigdom kommer dog også andet en lykke, det må den brogede forsamling hurtigt indse, og det kaster naturligvis en masse underholdning og mere eller mindre bizarre indslag af sig.
Woody på autopilot
Som nævnt så er Small Time Crooks bestemt ikke Woody Allens bedste film. Den er meget langt fra sen 70'ernes mesterværker Annie Hall og Manhattan og den nærmer sig heller ikke Vicky Cristina Barcelona og tåler knapt nok sammenligning med Midnight in Paris. Men selv en Woody Allen på automatpilot kan underholde og imponere.
At den er blevet genudgivet, kan undre en smule, og der er nok en del andre af hans film der havde fortjent den skæbne inden. Det kan filmen dog ikke klandres for, og den tager sig da også ganske flot ud i blu-ray udgaven, hvor klarheden og skarpheden giver filmen det ekstra pift den har fortjent.
Den er bestemt en gensyn værd, og blu-ray versionen er flot og lækkert opskalleret, men alligevel ville jeg nok vælge en af hans andre og bedre film, hvis der var frit valg på alle hylder.
NYHEDSBREV
RSS feeds
