Skyd på pianisten anmeldelse

< Forrige		Næste >

Skyd på pianisten (Tirez sur le pianiste) er François Truffauts anden fuldlængde film i hans instruktørkarriere, der strakte sig sig fra 1955 til 1983. Truffaut arbejdede som filmkritiker inden han kastede sig ud i at instruere film, og var som filmskribent på det parisiske magasin Cahiers du cinéma, medstifter af auteur-begrebet, som han selv sidenhen er blevet associeret med.

Auteur-begrebet omhandler kort fortalt at en instruktørs film er genkendelige som følge af hans visuelle stil, der skinner tydeligt igennem, selvom manuskriptforfattere, fotografer, klippere og studier har haft stor indvirkning på filmens endelige resultat. Blandt kendte auteur'er kan nævnes Alfred Hitchcock, Stanley Kubrick, Terrence Mallick og David Fincher, der alle har en genkendelig visuel stil i deres arbejde.

Som Truffaut-novice er jeg ude af stand til at udpege hans visuelle stil, især da dette er den første film af hans værker jeg har set, så lad os lade auteur-begrebet hvile i resten af anmeldelsen - nu ved vi lidt om ham, og så er det vist godt nok.

Skyd på pianisten er et krimidrama, ofte med et let strøg af komedie over sig - man tager nogle gange sig selv i at grine af filmens dialog. I filmens begyndelse introduceres vi for Charlie, der tager sig af sin lillebror, Fido, sammen med den prostituerede Clarisse, og ernærer sig som pianist på en bar. Charlie rodes ind i en speget affære med nogle gangstere, da han hjælper sin anden bror, Chico, til at flygte fra et par gangster, som Chico og den tredje bror, Richard, har snydt for nogle penge.

Den grådige barejer, Plyne, sælger Charlies adresse til de to gangstere, og i et anfald af jalousi får han indblandet den unge servitrice, Lena, som han tror Charlie har et forhold til. Gangsterne forsøger uden held at kidnappe de to, men takket være en (underligt uforløst) politijagt, slipper de bort til Lenas lejlighed. Her opdager Charlie at Lena er bekendt med hans sande identitet...

Charlie er i virkeligheden den tidligere klaverlærer, Edouard Saroyan, der fik kontrakt med en impressario og blev rig og berømt, men mistede det hele, da han kort før sin kones selvmord, fandt ud af hvad hun har gjort for at han skulle opnå berømmelsen. Han forlod livet i rampelyset og påtog sig istedet identiteten Charlie Kohler, og blev pianist på et snusket værtshus. Efter et meget langt flashback, følger vi Charlie og Lena, mens de forsøger at finde Fido, der er blevet kidnappet af de to gangstere. Filmens sidste akt er ren action med skyddueller og endnu en (desværre uforløst) biljagt, tab af uskyldige menneskeliv og samtidig et rørende indblik i Saroyan-brødrenes splittede barndom.

Filmen slutter, som den startede, med Charlie bag klaveret på baren, dog med mord tilføjet CV'et.

Det ses tydeligt at filmen er lavet på at lille budget. Hele to biljagter er underligt fraværende i filmen, enkelte dele af historien virker forhastede og enkelte steder undres man over klipningen, men det lille budget taget i betragtning, slipper Truffaut rimelig godt fra opgaverne som forfatter og instruktør på Skyd på pianisten - især når man tager med i overvejelsen at det hele er lavet på gammeldags manér. Lyd og billede er som man kan forvente sig af en film fra 60'erne, omend billedet faktisk er ganske flot takket være HDMI-opskaleringen.

Da mine franskkundskaber er ikke-eksisterende, kan jeg ikke svare for oversættelsen, men de danske tekster plages hist og her af stavefejl. Der er intet ekstramateriale på discen og den eneste valgmulighed man præsenteres for, er hvilke skandinaviske undertekster man vil se filmen med. Da dette er min første Truffaut-film, er det umuligt for mig at sammenligne den med resten af hans værker, men da jeg har to film mere liggende til anmeldelse, nemlig I kærlighedens lænker (1975) og I al fortrolighed (1983), bliver det spændende at se om jeg kan spore en visuel stil, der kan definere Truffauts auteur-klassificering.