The Artist anmeldelse

< Forrige		Næste >

Dette er en kærlighedserklæring. Ikke mellem to mennesker, men til og fra det klassiske Hollywood. Det er en kærlighedserklæring til filmmediet, skuespillet og musikken.

Vi er i Hollywood. Året er 1927 og stumfilmene er på sit højeste. George Valentin (Jean Dujardin) er en karismatisk stumfilmstjerne, som lever højt på sin succes i en kæmpevilla, sammen med hans elegante kone (Penelope Ann Miller). Han køres til hverdag af hans privatchauffør til Kinograph-filmstudier, der ledes af den cigarrygende filmmogul Al Zimmer (John Goodman).

På den anden side har vi Peppy Miller (Bérénice Bejo). Peppy danser sig igennem forskellige småjobs, og en dag ender hun som statist på en film med George. De er meget betagede af hinanden, dog vil George ikke lade sig styre af sine følelser for Peppy i forhold til sin karriere. Talefilmene gør sit indtog i Hollywood, og mens George ikke tror på projektet, bliver Peppy spået en stor fremtid indenfor genren.

Og så går det ellers stærkt. George kan ikke holde tempoet, og lige så stille bliver han udfaset til fordel for Peppy. Alt hvad han ejer og har falder til Jorden, og han indser for sent, at han tog fejl.

The Artist er et finurligt, friskt pust fra filmbranchen og det klæder dem bestemt, at der bliver lavet noget så kontroversielt som en stumfilm anno 2012, der er ment som en blockbuster.

Filmen er gennemført ned til den mindste detalje. Formatet, musikken, scenen og skuespillet. Instruktøren Michel Hazanavicius fortæller en charmerende historie i sort og hvid og holder dialogen så skåret ind til benet som overhovedet muligt, kun afbrudt af mellemtekster, hvilket virker rigtig godt, fordi det hele er så gennemført.

The Artist er en sjov lille musikalsk komedie, som helt sikkert vil blive en succes herhjemme. Og det vil den gøre af to indlysende grunde.

1. Din nabo/ven/kæreste/far har været inde at se den og snakker om den konstant, fordi den er så anderledes men skide sjov.

2. Fordi det allerede er en succesfuld og anmelderrost film verden over.

Hvorfor mon den har modtaget så mange nomineringer til Golden Globes og Oscar? Det har den, fordi den kan noget andet end alle de andre film, der bliver smidt ud på stribe. Historien er genkendelig, men rammerne for historien er ”ny” - ja vel nærmest retro. Kan det være en ny trend generelt i filmbranchen? At genskabe en gammel mode? Ja 3D blev da vældig moderne igen og B film ej at forglemme, så som ”hobbos with a shotgun”. Mon det samme sker for dogme-begrebet?