| < Forrige | Næste > |
|---|
Toast handler om den anerkendte engelske kok, madskribent og tv-kok Nigel Slater, baseret på en bog skrevet af Nigel Slater selv. Men egentlig er det underordnet at det er en biopic, for egentlig er det bare en fin historie om en lille dreng der kæmper med sine følelser og sorgen ved at miste sin mor.
Nigel (Oscar Kennedy) bor sammen med sin far (Ken Scott) og mor (Victoria Hamilton) i udkanten af Wolverhampton. Trods Nigels store fascination af mad og kulinariske oplevelser, står menuen mest på dåsemad og sjældent friske grøntsager. Moderen der elsker ham overalt på jorden lider af astma og en lungesygdom, mens faderen trods sin kærlighed er hård og af den gamle skole.
Nigel's verden ramler sammen da moderen dør, og han pludselig er alene i huset sammen med faderen, han ikke har meget tilfælles med. Han prøver at glæde ham med mad, men uden den helt store succes. Endnu værre bliver det, da faderen hyrer Joan Potter (Helena Bonham Carter) til at gøre rent. Nigel er bange for at hun vil overtage hans afdøde mors plads i hjemmet, og faderen begynder da også at kigge "upassende" på rengøringshjælpen.
Maden som fællesnævner
Der er dog en ting, som Nigel er meget imponeret over ved Joan, og det er hendes evner i et køkken. Hun laver fremragende mad, og han kan ikke andet end at blive draget af maden og de kulinariske oplevelser hun disker op med. Det betyder dog ikke at de får et kærligt forhold, derimod begynder Nigel at konkurrere mod hende, for at imponere faderen med den bedste mad. Han får også arbejde på en lille restaurant, hvor han får et godt øje til ejerens søn. I skolen bliver han også drillet for at vælge hjemmekundskab frem for sløjd, men man skal følge sin passion.
Vejen til en mands hjerte går gennem maven
Toast er en fin lille film, der fortæller en medrivende historie og med glimrende præstationer fra de medvirkende. Selv Helena Bonham-Carter er ikke i sit vanlige irriterende selv. Bogen er skrevet af Nigel selv, der ikke er bange for at lægge kortene på bordet, omend den unge dreng flere gange mildest talt er usympatisk overfor Joan. Manuskriptet til filmen er skrevet af den Oscar-nominerede manuskriptforfatter Lee Hall, der blandt andet har skrevet manuskriptet til Billy Elliot og senest til Steven Spielberg filmen War Horse. Han har fået det optimale ud af historien, og har fået helhedsindtrykket til at være en film om en personlig rejse med mad som en birolle i stedet for en film om en kok in spe.
Alligevel formår filmen aldrig at henrykke eller for alvor medrive. Det er svært for alvor at føle sympati med Nigel, da han egentlig ikke er specielt elskværdig, og derfor også nærmest bliver en antihelt, hvilket ikke er gavnende for den type film.
Toast er lige præcis hvad et stykke toastbrød er, fint så længe det varer, men ikke særlig længe efter. Og ikke lige så fantastisk som det bliver beskrevet i filmen.

NYHEDSBREV










