Film anmeldelser

10 Timer til Paradis er instruktøren Mads Matthiesens spillefilmsdebut, og en videreudvikling af sin succesfulde kortfilm Dennis, der har vundet priser på filmfestivaler verden rundt. Filmen er yderst vellykket i dens skildring af jagten på kærlighed og lykke – bare på en lidt anderledes måde, end vi ellers er så vant til at se den.

I filmen følger vi Dennis, en 38-årig, professionel bodybuilder, som stadig bor hjemme hos sin mor. Dennis og hans mor, Ingrid, har et alt for tæt og omklamrende forhold. Faren har aldrig været inde i billedet, og Dennis både opfører sig og bliver behandlet som en lille dreng på 10 år. 

Dennis er meget genert og har svært ved at finde en pige, selvom hans største ønske er at finde kærligheden uden for morens fire vægge derhjemme. Da hans onkel Bent kommer hjem fra Thailand med en ny thailandsk kone, sætter Dennis sig for at give kærligheden et forsøg på den anden side af jorden. Han lyver for sin mor og tager af sted, men får sig noget af et kulturchok, da han kommer derned og opdager, hvordan kærlighed i Thailand mest af alt handler om det økonomiske. 

Til sidst lykkes det dog for ham at finde sig en pige, og de forelsker sig. Men da hun kommer med ham hjem til Danmark er mor Ingrid som forventet ikke just tilfreds med situationen. Hun vil have ham til at afslutte forholdet, men for en gangs skyld har Dennis måske andre planer, end dem hans mor lægger for ham.

10 Timer til Paradis er et humoristisk og interessant møde mellem i- og uland – både i form af omgivelser og kultur, men også i form af den vidt forskellige opfattelse af hvad kærlighed er og hvordan den skal findes. 

Filmen spiller på og leger med folks fordomme. For hvem skulle have troet, at den kæmpe mand med de gigantiske muskler og voldsomme tatoveringer i virkeligheden er en lille, genert og undertrykt dreng, der bare gerne vil elskes af en anden kvinde end sin mor? Eller at det faktisk kan lade sig gøre for en dansk mand at finde ægte kærlighed i Thailand uden at købe sig til den? 

Manuskriptet er simpelt og ægte, billederne er næsten i reportagestil, og generelt har instruktøren formået at få filmen og karaktererne til at føles helt realistisk på trods af de absurde forhold. Det skaber en dokumentarisk stemning, selvom man på intet tidspunkt er i tvivl om, at det er en fiktionsfilm. Og så er det utroligt forfriskende og troværdigt, at filmen er spækket med nye ansigter og ikke de klassiske skuespillere, som så ofte går igen og igen i danske biograffilm.

Det er en film uden de store effekter, den er ikke plastret til med musik og prangende billeder. Det er bare en ærlig og nøgen historie om løsrivelse og om at finde sig selv og kærligheden fortalt med kontraster, hjerte og nærvær. Og det fungerer! 

Glæd jer til denne enkle og medrivende historie, som jeg er sikker på vil blive husket mange år frem i tiden.

NYHEDSBREV

Navn

E-mail

Tweet