Film anmeldelser

Læn dig tilbage og bliv taget med på en musikalsk rejse gennem 60’erne og genoplev årtiets store stjerner som The Grateful Dead, The Beatles og Bob Dylan sammen med en far og hans søn, som har mistet hukommelsen. The music never stopped er en film med følelse, nostalgi og rock and roll.

The Music Never Stopped er baseret på The Last Hippie af Oliver Sacks (”Livet længe leve/Awakenings”) og kredser både meget personligt, men samtidig også videnskabeligt omkring hjernen og dens virkning i forhold til hukommelse. I filmen følger vi den lille familien Sawyer bestående af Henry (J.K. Simmons) og Helen (Cara Saymour) Sawyer og deres søn Gabriel Sawyer (Lou Taylor Pucci).

Musik har altid fyldt meget i familien Sawyer, og Gabriel er fra barnsben blevet oplært i 50’ernes musik – farens musik. Men som Gabriel bliver ældre, bliver han mere og mere opslugt af den nye bølge med rock and roll, peace, love and harmony og oprør mod systemet og Vietnamkrigen. Dette skaber en kæmpe mur mellem far og søn og resulterer i, at Gabriel som teenager i 1968 forlader sit hjem og sin fars drøm om en collegeuddannet søn for at spille musik og leve drømmen ud i Greenwich Village i New York City.

Filmen starter i 1986, hvor Henry og Helen Sawyer modtager en opringning fra hospitalet. Gabriel er blevet fundet omvandrende i New Yorks gader og nu er blevet indlagt med en hjernesvulst. De har ikke snakket med deres søn i næsten to årtier, og det viser sig, at han heller ikke kan huske noget, der er sket siden dengang.

Gabriels bedring går utrolig langsomt, han reagerer ikke og er ikke i stand til at føre en samtale, indtil han en dag mirakuløst kommer tilbage til sig selv i de enkelte minutter Beatles sangen ”All you need is love” varer. Dette bliver starten på en ny begyndelse for far og søn, og en mulighed for at få både Gabriel, men også Henry tilbage til livet.

I en af filmens scener spørger Henry sin søn, hvad hans yndlingsband ’The Grateful Dead’s sang ”Desolation Row” handler om, og Gabriel svarer: ”The Journey is the Destination”, hvilket er et meget vigtigt citat for filmen. Rejsen gennem musikken er nemlig lige netop dét, der gør, at far og søn bliver forenede igen. Musikken bliver en slags tidsmaskine, og igennem den kan de tages tilbage til alle de situationer, hvor de har skændtes og talt forbi hinanden. Henry kan se sine fejl og har nu mulighed for at rette op på dem og Gabriel kan dele sit liv og sin glæde omkring musikken med sin far.

Samtidig vinder The Music Never Stopped en del point på billedsiden. Det er tydeligt, at der i høj grad er kredset for detaljerne, og det gør filmen meget appetitlig. Filmen er virkelig æstetisk – selv på hospitalet, hvor man ellers kunne forestille sig, at det ville være svært at skabe smukke billeder.

Det er klart, at musikken spiller en stor rolle i filmen – ikke alene i selve historien, men også i måden den bliver fortalt på. De gode gamle numre fra 60’erne bliver brugt flittigt i flertallet af filmens scener, og det er svært ikke at komme i godt humør af et Beatles nummer afspillet fra en kassettebåndsafspiller eller en grammofon. Dette skaber også stor kontrast mellem scenerne, hvor Gabriel husker tilbage gennem musikken, og scenerne hvor han er meget påvirket af sit hukommelsestab og sin hjernesvulst på det stille hospital.

Behandlingen af musikken alene gør filmen værd at tage ind at se, men måden musikken sofistikeret hjælper fortællingen med at udfolde sig på, gør den klart mere anbefalingsværdig.  Alt i alt er The Music Never Stopped en film med en rørende historie, gode skuespillere, flotte billeder og god musik. Det er ikke en uforudsigelig film eller en film, der bryder rammerne eller baner vej for nye, men det er en film med noget på hjerte. Om ikke andet, så kan den i hvert fald gøre dig til fan af The Grateful Dead – faktisk sidder jeg og hører ”Touch of Grey” lige nu, i dette øjeblik, mens jeg skriver denne anmeldelse.

Tweet