| < Forrige | Næste > |
|---|
I 2009 lavede Henrik Ruben Genz den ganske fremragende Frygtelig Lykkelig, der med sin kulsorte humor og skarpt skrevne manuskript vakte stor begejstring. Nu er han tilbage med komedie dramaet Undskyld jeg forstyrrer baseret på bogen Biroller af Erling Jepsen.
Resultatet med den nye skæve komedie, som den fint bliver kaldt der, er overvejende ganske glimrende, men det er dog langt fra samme kvalitet som Frygtelig Lykkelig, var det for et par år siden. Måske er det dels fordi, den langt fra er lige så sjov. Den har sine helt åbenlyse momenter, men flere steder virker manuskriptet en anelse fortænkt.
Det karikerede teatermiljø
Teatermiljøet har altid haft et rygte som et sted hvor der foregår mange underlige ting, og menneskerne lever i deres helt egen verden. Det bliver der for alvor spillet på i Undskyld jeg forstyrrer hvor hele handlingen udspiller sig på et lille teater, der kæmper for sin overlevelse. Søren Østergaard spiller teaterdirektøren Morten, der har gældsat sit sommerhus for at holde stedet kørende. Det kræver, at forestillingen bliver en succes, noget der ikke kommer af sig selv.
Stykket er nemlig langt fra færdigskrevet, og Erling - undskyld Allan (Nicolas Bro), der kæmper med angst overfor alt har meget svært ved at finde ud af handlingen og ikke mindst slutningen på stykket. Stine Stengade og Peter Gantzler spiller de to hovedrolleindehavere. Ind fra højre kommer den anderledes Helene (Sara Hjort Ditlevsen), der har et frisk syn på alt. Og bliver uundværlig, da hendes hund skal være med et i stykket.
Når lidelser er sjove
Henrik Ruben Genz har en mani, eller måske nærmere en gave til, at vende det mest underlige og nærmest sørgelig til noget morsomt. Personernes personlige psykiske lidelser bliver til en underholdning, og selvmordtanker, søvngængeri, overbeskyttelse ( nærmest alla Aronofsky's Black Swan) bliver lavet om til en gang tyk tragikomisk underholdning. Og selvom det fungerer rigtig godt langt hen ad vejen, så er det bare ikke helt så sjovt. Der var i hvert fald langt mellem de helt brede smil fra undertegnedes side.
Glimrende Bro
Undskyld jeg forstyrrer byder på nogle fine præstationer fra de medvirkende. Der er ikke meget at sætte på hverken Gantzler, Stengade eller Østergaard, der alle leverer hvad man kunne forvente. Det er som så ofte før set Nicolas Bro, der er blandt de absolut bedste på rollelisten. Gennem de sidste 10 år har han vist sig som en af landet absolut bedste skuespillere, og igen viser han hvorfor det er. Også Sarah Hjort Ditlevsen er ganske glimrende i rollen som den lettere bimse Helene. Hun har tidligere medvirket i lidt tv og i filmen Vanvittig Forelsket, men det er første gang, at man ser hende i en større rolle, og det slipper hun ganske lovende fra.
Undskyld jeg forstyrrer er måske ikke noget mesterværk, eller nogen voldsomt mindeværdig film, men ikke desto mindre, så er den bestemt forstyrrelsen værd.

NYHEDSBREV










