Alvin og de frække Jordegern 3 anmeldelse

< Forrige		Næste >

Alvin og de frække Jordegern For godt fire år siden, så den nye version af Alvin and the Chipmunks for første gang dagens lys. Da 20th Century Fox genoplivede Alvin & co. Fimen blev en ganske betragtelig succes, og endte med at indspille mere end 360 millioner dollars.

To år efter vendte Alvin tilbage, og denne gang var det sammen med endnu flere nye venner i form af pigegruppen The Peanuts. Alvin and the Chipmunks: the Squeakqual blev en endnu større succes end den første film, og derfor kom det heller ikke som den helt store overraskelse, da der blev annonceret denne tredje film.

Denne gang er det igen Alvin, Theodore, Simon, Jeanette, Brittany og Eleanor der er på eventyr. Men hvor de foregående primært tog deres udgangspunkt i storbyerne og blandt en masse mennesker, er det denne gang de små jordegern der er i fokus.

Efter en række ulykker og ballade på et krydstogtskib, ryger der overbord med en drage, og ender på en øde ø, hvor de pludselig er overladt til naturen - ikke noget de celebre storsyngende dyr er vant til. Dave (Jason Lee) er naturligvis lige i hælene på dem, men det er ikke let at finde 6 små jordegern på en øde ø, heller ikke selvom han får hjælp af den tidligere manager Ian, der er iklædt et stort pelikankostume.

Let fordøjelig børnepopfilm

Alvin og de frække jordegern er lavet til små børn, og der er nok heller ikke mange andre der vi have glæde af dem. Alle der er over 7-8 år vil givetvis blive irriteret over stemmerne, og den usammenhængende og meget let fordøjelige historie.

Det er en film der lige så let fordøjelig som musikken de synger i filmen, der masser af chipmunk versioner af Lady Gaga, Rihanna og naturligvis er der også blevet plads til Destiny's Child's Survivor, der jo hører sig hjemme på en øde ø.

Det er ikke en lærelig film, men det er heller ikke hensigten. Den skal underholde små børn, og det kommer den givetvis også til at gøre. At deres forældre nok ikke forstår hvorfor deres små guldklumper griner, ja det er så en anden sag. Og hvis man ellers kan holde de helt igennem forfærdelige stemmer ud i en time og tyve minutter, så er det faktisk ikke så slemt endda.