Film anmeldelser

Græske myter har før været genstand for filmatisering i bl.a. Clash of The Titans og 300. I Immortals er vi igen vidner til kampen mellem det gode og det onde, guder, overnaturlige våben og skabninger. 

I filmen stifter vi bekendtskab med bonden Theseus (Henry Cavill), der i årevis er blevet trænet i kamp af den gamle mand i byen (John Hurt). Det viser sig at være et godt træk, da onde kræfter truer menneskehedens eksistens.

Kong Hyperion (Mickey Rourke) er på jagt efter den sagnomspundne Epirus bue, der sætter ejermanden i stand til at sætte Titanerne fri, der i tidernes morgen blev lukket inde i Tartaros-bjerget af Guderne. Hvis Hyperion får fat i buen, kan han altså sætte Titanerne fri og dermed udslette menneskeheden og Guderne, der ifølge en ældgammel lov ikke må blande sig i menneskelige affærer. Derfor er det op til Theseus, ypperstepræstinden Phaedra (Freida Pinto) samt den egenrådige slave Stavros (Stephen Dorff) at forhindre, at Hyperion får den legendariske Epiros-bue i sin besiddelse.

Plottet er altså af gennemskuelig karakter med de indlejrede udfordringer, det giver tilskueren for at holde fast i interessen filmen igennem. Men er der gemt en gamer, tegneseriefreak eller bare en sucker for spektakulære visuelle scenografier, kostumer og computergenerede miljøer, vil Immortals ikke skuffe dig. Den visuelle side af filmen er simpelthen så betagende og utroligt flot udført, at kæben nogle gange falder til jorden. Jovist, vi har set en lignende visualitet i film som de tidligere nævnte, men det forhindrer ikke én i at blive imponeret over de krumspring, der er gjort for at følge hver en visuel detalje til dørs.

Brugen af CGI (computergenerede billeder) er stor og det fører til den ene vilde visuelle lækkerbisken efter den anden. Kampscenerne er fyldt med klassiske slowmotion ”jeg-skærer-dig-midt-over-med-mit-sygt-store-sværd” sekvenser og store maleriske landskabsbilleder af det bjergrige miljø, som filmen foregår i. Det kan heller ikke undre, at krudtet er brugt her og ikke på skuespillerløn eller manuskriptudvikling, når instruktøren er indiske Tarsem Singh. Singh har tidligere fungeret som instruktør på et væld af musikvideoer og står bag visuelle guldkorn som The Cell (2000) og The Fall (2006). Som i Immortals er det tydeligt at se, at der er brugt store ressourcer på scenografi, kostumer, make-up osv.

Tydeligt er det at se, at der ikke er gjort noget for at skabe et udfordrende plot eller flerdimensionelle karakterer. På den anden side skal man også huske at se på, hvilken genre filmen ligger sig i. Det er et græsk helteepos pakket ind i den ene gyldne visuelle godbid efter den anden og fuld fart på effektpakken. Den klassiske historie om den almindelige mand, der skal tage kampen op mod ondskaben- med lidt hjælp fra Guderne- udføres som den skal af skuespillerne, om end deres præstationer ikke er Oscar-materiale.

Så er du klar til en omgang forblændende filmisk leg med, hvad der kan lade sig gøre i filmmediet og er du glad for mænd med sixpacks og kvinder med de helt rigtige attributter, så er det med at tage ind i biografens mørke.

Tweet