Hysteria anmeldelse

< Forrige		Næste >

Hysteria er den sande historie og filmen om opfindelsen af vibratoren. Den helt oprindelige historie havde nok ikke været så sjov som filmen udgiver sig for at være.

I Victoriatidens London er den unge Doktor Mortimer Granville, der bliver spillet af Hugh Dancy (Black Hawk down, King Arthur) på udkig efter et nyt job, da de forhenværende ansættelser kun har resulteret i fyringer. Problemet er, at han er for moderne og kontroversiel i hans medicinpraksis. En dag søger han job hos Dr. Dalrymple (Jonathan Pryce), som er byens førende ekspert inde for kvindesygdomme.

Doktoren har hårdt brug for en hjælpende ”hånd”, for han er overbooket, da der er kommet et stadig stigende antal patienter, der har brug for at blive behandlet for hysteri.

Dr. Dalrymple har nemlig opfundet en speciel form for bækkenbundsmassage, der kurerer alt fra hovedpine, rastløshed, stress og svage nerver.  Mortimer falder hurtigt ind i rutinen og mestrer at behandle kvinderne i et væk. Bækkenbundsmassagen når nye højder, og nu går det stærkt. Arbejdstempoet bliver næsten for meget for den nye doktor og hans hånd lider under den tunge belastning for til sidst at bukke under.

Mortimer opfinder i samarbejde med sin ven Edmund (Rupert Everett) en snurrende mekanisme, der hurtigt kommer til at vende op og ned på deres forretning.

I rollen som kvindeforkæmperen ser vi Charlotte (Maggie Gyllenhaal) som den lettere rapkæftede og hysteriske kvinde af tiden, og selvfølgelig kommer Charlotte og Mortimer til at spille en rolle sammen.

Hysteria er en god historie om datidens kampe mellem det patriarkalske, traditionelle samfund, og den nye, mere moderne udgave, der til større udstrækning minder om den verden vi kender i dag.

Det eneste komiske indslag i filmen er Mortimers elektronik ven Edmund, som fungerer som en god modvægt til den fornuftige unge doktor. Og sammen er de faktisk også ret sjove. Specielt når Edmund hele tiden skal prøve de nye elektroniske vidundere, så som telefonen. Hvor han faktisk kun har én anden at ringe til i hele London.

Mangler tyngde og troværdighed

Det alt for åbenlyst, at filmen prøver at lave en spøg OG et drama ud af tidsperioden. Hvis vi havde set en film, der bevidst er med til at gøre det politiske ukorrekte til et element, der afspejler tiden på en sofistikeret måde, som f.eks. Tv-serien Mad Men gør det, så ville filmen have fået en helt anden karakter - måske endda en ret god en af slagsene.  For lige præcis dét vi tænker - at opfindelsen af vibratoren er lidt finurlig og nysgerrighedsfremkaldende, så kunne det sjove element i filmen blive gjort endnu sjovere og mere spændende at se på.

Uheldigvis er dette ikke tilfældet og filmen kommer til at fremstå som en let komedie, der trækker på de sikre jokes og de på forhånd givne oplevelser som den unge doktor Mortimer gennemgår. Jo vidst, tænker mange nok, er det nok ikke en film for en 23-årig mandlig københavner og det er helt korrekt, men selvom man ser nuanceret på det så kommer det ikke til at fremstå så troværdigt, nok nærmere plat. Denne film ville helt sikkert henvende sig til to grupper.  Gruppe 1. Ville være de unge damer/kvinder, der holder af søde film, der bliver udspillet i 1800-tallet og har et romantisk tvist over sig.  Gruppe 2. Min mor og andre ældre kvinder, der for længst har forelsket sig i romantiske komedier, måske pga. af mangel på det samme derhjemme, og gerne vil have et godt alternativ til Love Actually og Bridgets Jones’ dagbog.

Hysteria kommer ikke op i den klasse, og det er lige præcis derfor, de bør se den - så de kan vende tilbage til gode gamle romantiske klassikere med Hugh Grant og Colin Firth med stor glæde.