Arthurs Julegaveræs anmeldelse

< Forrige		Næste >

Hvordan deler julemanden gaver ud til 600 millioner børn på en enkelt nat hvert eneste år? Det får man svar på i Arthurs Julegaveræs eller Arthur Christmas som den originalt hedder. Og lad det være sagt med det samme, han gør det ikke alene.

Filmen starter nemlig med at vise en veltilrettelagt mission, hvor julemanden sammen med hundredvis af nisser med stor præcision får delt gaver ud. I bedste Mission Impossible stil, får de delt alle gaverne ud, og hjulpet det aldrende julemand med at levere den sidste gave. Missionen slutter og alt lader til at være på sin plads.

Julemanden og hans mange små nisser flyver tilbage til nordpolen i deres J-1 rumskibslignende fartøj, hvor resten af nisserne venter hjemme på basen sammen med resten af familien. Julemandsfamilien består udover Julemanden, af den 135-årige julebedste, den ældste søn Steve, der snart skal overtage rollen som julemand, og allerede er godt i gang som chef på kommandobroen hvorfra missionen bliver styret. Og så er der den yngste søn Arthur, som sørger for at holde styr på alle brevene fra børnene.

Men alt er ikke som det skal være

Efter julemiddagen finder de dog ud af, at alt ikke er som det skal være. Der er nemlig gået noget galt, og en lille pige i England har ikke fået sin gave. Der er få timer til solen står op, og julemanden og sønnen Steve mener, at det er umuligt og de er nødt til at leve med fejlen.

Arthur nægter dog at se realiteterne i øjnene, og sammen med julebedste tager de på gammeldags manér af sted i den oprindelige kane. Der er ingen smart teknologi, det er jul som det skal være, inden teknologien og "smartphonen" Hoho overtog styringen. Arthur gør det for at glæde den lille pige, mens julebedste mest er opsat på at vise at han og den gamle kane stadig kan.

Et dejligt juleeventyr

Arthurs Julegaveræs er et herligt juleeventyr, men alt hvad det indebærer. Der er masser af julestemning, rensdyr, kaner og nisser. Det er dog på ingen måde specielt traditionelt, for teknologien har overtaget kontrollen. Den er naturligvis dybt moraliserende, for sådan er børne- og julefilm jo nu engang. Man føler dog på intet tidspunkt, at moralen for alvor bliver presset ned over en. Heller ikke selvom man ikke er i tvivl om, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert.

Den nye teknologi og kyniske beregninger bliver gjort til det onde, mens det gamle og traditionsrige bliver ophøjet til at være det bedste. Samtidig er filmen heller ikke for fin til at stoppe og og sige, at verden er bare ikke den samme som den var for mange år siden, og vi kan altså ikke klare os uden.

Det er ting som dette der gør, at filmen ikke bliver kvalm og er med til at sikre, at det ikke kun er små børn der kan have glæde af filmen. Ældre børn, voksne og ikke mindst forældre vil heller ikke have problemer med at hygge sig over filmen.

Alt i alt har Arthurs Julegaveræs alt det et juleeventyr anno 2011 bør indeholde. Animationerne er fine, de er ikke banebrydende eller spektakulære, men de går deres job og man sidder ikke og mangler noget.