50/50 anmeldelse

< Forrige		Næste >

50/50 startede under andre titler som Live with it og I'm With Cancer, men endte altså med at komme til at hedde 50/50 og selvom det måske nok er den mindst sigende titel, så er det samtidig måske også den bedste - netop fordi den ikke giver for meget væk.

Joseph Gordon-Levitt spiller Adam Lerner, en ung mand på 27 år, der hverken ryger eller drikker, og endda dyrker regelmæssig motion. Derfor kommer det også som et gigantisk chok, da han til en rutineundersøgelsen for ondt i ryggen får at vide, at han har en sjældent form for kræft og at det er en svulst, der trykker på hans rygsøjle.

Det kommer ligeledes som et stort chok for hans bedste ven og kollega Kyle (Seth Rogen), der har svært ved at kapere ideen om at kunne miste sin bedste ven, men lidt støder det fra sig, og mener Adam skal udnytte situationen til det bedste.

Det bliver ikke bedre af, at hans kæreste Rachael (Bryce Dallas Howard), der er kunster, ikke kan finde ud af hvordan hun skal håndtere situationen og opfører sig alt andet en rigtigt overfor Adam.

Den eneste der lader til at forstå ham, er hans to nye meget ældre "kemo-venner" Mitch (Matt Frewer) og Alan (Phillip Baker Hall), og så hans ganske uprøvede 24-årige terapeut Katherine (Anna Kendrick), der endnu er i gang med at udanne sig, og får Adam som sin blot tredje patient.

En film om at forstå og blive forstået

Det er ikke første gang, der bliver lavet en film om en ung person, der får kræft og er nødt til at se de barske realiteter i øjnene, og det er nok heller ikke sidste gang. Det er dog absolut en af de bedste film af sin slags, og det kan være svært at se nogen overgå den i en nær fremtid. Der er perfekt balance mellem mængden af de helt tunge følelser, lunefuld humor og kærlighed til at filmen hele tiden holder sig inden for de respektive grænser. Det gør også, at filmen ikke bliver for sørgelig, for sjov eller for romantisk.

50/50 handler om hvor svært det kan være at forstå en sygdom, og ikke mindst hvor svært det kan være at blive forstået af andre, der ikke kan sætte sig ind i situationen.

Will Reiser, der har skrevet filmen, har baseret den løst på sit eget liv, hvilket givetvis er en af grundene til, at den fungerer så godt som den gør, netop fordi han ved hvordan der er at være et sted i ens liv hvor andre ikke forstår en. Der er lavet en væld af tårepersere, hvis eneste formål lader til, at være at få publikum til at græde (ingen nævnt ingen glemt). 50/50 kan måske nok få publikum til at græde, men også grine og generelt lade sig medrive, og dét gør den til en glimrende film.

Fremragende skuespillerpræstationer

Joseph Gordon-Levitt er en formidabel skuespiller, hvilket han alt for sjældent får lov til at vise. I 50/50 sætter han endnu en gang en tyk streg under dette. Seth Rogen har det med at spille den samme type rolle, i stort set alle de film han medvirker i, men en gang imellem får hans evner som skuespiller lov til at skinne, og denne film er en af undtagelserne, hvor han ikke skal være sjov i alle scener. Han er naturligvis stadig det komiske indslag, men det er ikke på den samme forceret måde, som man tidligere har set det så mange gange.

De to erfarne kemo-venner Mitch og Alan giver filmen et ekstra pift. Selvom deres roller er ganske små, sørger glimrende skuespil fra Matt Frewer og Phillip Baker Hall for, at det er vedkommende roller, der har en reel betydning for historien og ikke mindst Adams forståelse og erkendelse af sygdommens alvor.

50/50 skal ses fordi det i bund og grund er en god film. Det er en god fortælling, der er vedkommende, medrivende, følsom og vigtig. Desuden er den velskrevet og velspillet af alle de medvirkende, og så har den lækkert soundtrack med klassikere fra blandt andre Pearl Jam og Radiohead.