EL Bulli - Cooking in Progress anmeldelse

< Forrige		Næste >

Restaurant El Bulli har siden midt 70´erne været en højborg indenfor den kulinariske verden, og den har huset mange af verdens mest anerkendte kokke, ligesom at restauranten flere gange er blevet kåret som verdens bedste.

Nu har tyske Gereon Wetzelet og hans filmhold fået muligheden for at komme bag kulissen og dokumentere kokkenes forskningsproces, som kommer til at udgøre retterne på El Bulli.

Skæbnens ironi

Ironisk nok kom denne film frem samtidig med at Ferran Adrián lukkede El Bulli for at bruge 2 år til at skabe en komplet ny menu, og måske en helt ny restaurant. Så for dem der efter denne film har fået lyst til at spise på El Bulli, de må vente lidt endnu. Med 2 millioner ønskede reservationer hvert år, så kan det godt være svært i forvejen. Især når der ”kun” serveres for omkring 8000 gæster årligt.

Filmen starter med at Restaurant El Bulli lukker ned, og ledelsen bestående af tre souschefer, samt køkkenchefen, og godfather Ferran Adrián, går i ”laboratoriet” for at skabe nye retter af sæsonens bedste varer. Her forskes bla. med søde kartofler, svampe og skaldyr, som alle både koges, steges, dampes, frysetørres, og hvad man ellers kan tænke sig. Alt sammen for at skabe smag og tekstur, som aldrig er set lignende. Efter seks måneder går ledelsen tilbage til Restaurant El Bulli, hvor en stor stab af kokke og tjenere venter spændt på at fremlagt resultaterne af månederne i laboratoriet.

Det viser sig dog at intet er perfektioneret, og de nye retter kommer ikke alle på kortet på én gang, da det ville være urealistisk for kokkene at kunne. Der bliver forsket helt til restauranten har åbent, og chef og ejer, Ferran Adrián sidder som ubestridt godfather, og sørger for at alle retter bliver perfekte helt ned til sidste detalje. Til slut ses det imponerende resultat, der bla. består af frossent vand med mynte, kaninhjerne i egen væske, ravioli hvor ”pastaen” forsvinder ved kontakt med vand, samt en cocktail bestående af bare vand og hasselnøddeolie.

Fluen på væggen

Gennem hele filmen er man som seer en flue på væggen, og det kan også være underholdene i visse sammenhængene og for korte perioder, men en hel film? Det kunne være rart hvis kokkene engang imellem henvendte sig til kameraet og gav udtryk for deres tanker eller holdninger. Lige såvel kunne det have været oplysende hvis man havde hørt fra restaurantens gæster, og måske madkendere af forskellig slags, men det er der intet af. Der bliver ikke engang filmet i den del af restauranten hvor gæsterne opholder sig. Efter at have set filmen kan det undre én at det er hvad Gereon Wetzelet vil vise, når han har fået adgang til hvad der måske er verdens mest innovative køkken.

På trods af ovenstående, så er der sekvenser hvor man er paralyseret af kokkenes formåen. Og øjeblikke som når chefkokkene, Oriol Castro og Eduard Xatruch går marked for at købe 5 druer og 2 asparges, kan godt få én til at trække på smilebåndet, men ellers er er El Bulli Cooking In Progress, en ret stemningsforladt film, hvilket også gør at man nemt kan døse hen.

Ferran Adrián, holder et stenansigt hver gang han smager på noget, og ofte heller ikke kommentere retterne. Dog får man en god fornemmelse af at under hans meget stramme ydre, gemmer der sig en fantasifuld og humoristisk mesterkok. Det er kun en fornemmelse, for som antydet, så kommer man ikke helt under huden på nogen eller noget i denne film.

Hvis man skal have noget ud af denne film, så skal man være en madnørd, og selv der vil man formentlig stadig savne et dybere indblik.