Film anmeldelser

Far til fire er tilbage! Denne gang går turen til Sverige for at besøge Fars kusine Annika, der fylder 50 år. En god anledning til at tilbringe en weekend i den skønne svenske natur. Annika har en naturpark, hvor hun sammen med Far havde mange skønne oplevelser som barn.
Far glæder sig naturligvis til at vise Lille Per, Mie, Ole og Søs, hvor han rendte rundt og legede som barn. Men det er tydeligvis ikke al lærdom om skoven fra barndommen, der  er hængt ved hos Far, og han bliver i løbet af filmen udfordret godt og grundigt på sine friluftsevner. Her er Onkel Anders, der er trukket i sin gamle spejderuniform, med sin erfaring og sit kompas flere gange til gavn.

Det er lagt op til en rigtig hyggetur, men sådan går det langt fra, og ikke alt er den rene idyl. En lokal bande, med eksildanskeren Rikart i front, kører nemlig rundt i naturparken og dumper gamle køleskabe og andet farligt affald. Så hvad der før var det rene naturidyl, er nu i fare for at ende som en losseplads. Fars kusine Annika er bange for Rikart og hans slæng, som truer med at gøre hendes gamle far “Gubben” fortræd, og derfor er Rikart ikke  blevet meldt til det lokale politi. 

Far og familien, der er meget miljøbevidste, beslutter sig for at sætte en stopper for miljøsvinene, og det lykkes også Mie at tage nogle billeder af banden i aktion, som kan bruges som bevismateriale. Uheldigvis opdager Rikart, at der bliver fotograferet, og så går den vilde jagt på Far til fire rundt i naturparken.

Far til fire - tilbage til naturen, er en hyggelig familiefilm, der helt sikkert vil gå rent ind hos  børnefamilierne. Den er til at holde ud for forældrene, og børnene vil synes den er fantastisk. Filmen formår også at putte en fin morale ind, som børnene blandt publikum sikkert vil kunne nikke genkendende til – “ikke svine i naturen” og “stort affald skal på genbrugspladsen”.

Moralen virker lidt overanstrengt i starten, hvor familien slæber et køleskab med hele vejen til Sverige for at aflevere det til genbrug, men efterhånden som filmen skrider frem har man slugt kamelen, og man lægger ikke længere så meget mærke til det.

Tweet