Film anmeldelser

Men i og med at nyhedslandskabet er blevet større, er det så også blevet bedre? Det er fokuspunkterne i Page One: Inside The New York Times Holdet bag dokumentaren Page One: Inside The New York Times tilbringer et år på den nyoprettede medieredaktion som er med til at afdække omdannelsen af medieindustrien.  

Rossi følger i denne omgang Brian Stelter og David Carr, to modsætninger, der begge arbejder for New York Times i dag. Stelter hører til blogger-generationen og blev tidligere observeret af New York Times, der ansatte ham for at vise dem, hvad nettet også kan bruges til. David Carr, derimod, er af den gamle skole. Som eks-narkoman og med hårde erfaringer fra livet med sig, giver David Carr ikke meget for internettet og alle dens ligegyldigheder. David hader Twitter og Facebook, han kan ikke udstå internetsider, der leverer gratisnyheder, og han udviser en tyk arrogance overfor folk, der ikke respekterer det trykte medie.

I en debatpanel mellem David Carr og Michael Wolff (som er indehaver af Newser.com) hiver David Carr et print med nyheder fra internetsiden op. Et øjeblik efter hiver han det samme ark op bare rippet for nyheder, som de har lånt fra bl.a. New York Times. Denne gang er samme papir helt gennemhullet.

David har argumenterne i orden, men realiteterne er en anden. David Carr og Brian Stelter har en ting til fælles. Deres profession som journalist er i hård konkurrence med amatører, og hele året igennem kigger de sig begge over skulderen for hvem, der bliver den næste der skal forlade den legendariske New York Times?

I løbet af året på New York Times er Andrew Rossi også vidne til Wikileaks’ udgivelse af videoer på Youtube hvor man ser de amerikanske styrker bomber civile. Ikke alene var det en furore, at noget så stort kom frem i dagens lys, men at Wikileaks SELV valgte at udgive det og gå uden om de store medier som f.eks. New York Times var en ting, der virkelig bekymrede redaktionen, der som reaktion må stille sig selv spørgsmålet:  ’’Hvad skal vi så bruge nyhedsmedierne til?’ 
Page One: Inside New York Times prøver at fortælle læserne og seerne, at de virkelig skal være på dupperne overfor alle slags medier i dag. Selvom nyhedslandskabet er blevet rigere, er det også blevet sværere at skelne mellem, hvad der egentlig er fiktion, og hvad der er faktion. Og det gør den ganske udmærket. For efter 88 min får man i den grad indtrykket af, at journalistikken er truet fra alle sider af.

Det er en Avis og en virksomhed, som balancerer på en hårfin grænse mellem arrogance og ydmyghed. Det er måske en af verdens bedste aviser, der, som David Carr siger, har tillagt sig en kæmpe autoritet og aldrig har været truet, ør alle annoncørerne forsvandt. Man kan ikke lade vær med at tænke på, at New York Times filmen igennem prøver at vise ydmyghed og næsten ligger sig på knæene i håb om en radikal ændring i den udvikling vi ser i mediebilledet i dag. 
Det er en film for folk, der har en vis interesse i medieindustrien, og det er en klokkeklar bøn fra ”The Gray Lady” som New York Times populært bliver kaldt. Om det er helt tilfældigt eller det har været en af kravene for at få adgang til en hidtil lukket verden, det vides ikke.

New York Times har været for naive og hvilet på laurbærrene for længe. For at sikre overlevelse skal fremtidsstrategien være noget mere kontroversiel og det indrømmer chefredaktør Bill Keller også. Og det er hvor filmen egentlig har sit omdrejningspunkt. Hvor er New York Times om 20 år?

Tweet