The Guerilla Son anmeldelse

< Forrige		Næste >

Nordisk Panorama, der er nordens største dokumentar- og kortfilmsfestival er netop blevet sat i gang. En af de film der kan ses på festivalen er The Guerilla Son, og hvis vil forkæles med en følelsesladet fortælling om familie og krigens traumer, er det ikke en film, men bør snyde sig selv for.

The Guerilla Son eller Gerillasonen som den svenske originaltitel lyder, handler om Zanyar Adami(der også er instruktøren på filmen) og forholdet til faderen Taher, der fortrænger krigens rædsler, og har fået et hjerteanfald. Lægerne kalder det stress, men Zanyar mener, at det hænger sammen med, at faderen prøver at skjule sorgen og minderne om de ting han var igennem i hjemlandet Kurdistan.

Den hårde tavshed

Taher vil ikke tale om hvad der er sket, da Zanyar blev sat alene på et fly til Sverige, og ønsker ikke at rippe op, da fortiden er fortiden og skal glemmes. De har aldrig snakket om krigen, men Zanyar mener, at det har bygget en mur mellem dem, en mur han er opsat på at bryde ned. Langsomt begynder Taher at åbne mere og mere op, og der kommer mange sandheder frem.

Hvad faderen fortæller skal ikke afsløres. Det er nemlig ikke en film om hvad faderen har gjort eller været ude for. Det er en dokumentar om det stærke bånd mellem fader og søn. Der er en film om familie, og kærlighed, sorg og de helt store følelser.

Meget mere end smerte

Gerillasonen er en hudløs ærlig film, der er intet skuespil, og man fornemmer virkelig faderens smerte ved at tale om fortiden, og hvordan det har sat sine dybe spor. Det er dog ikke kun en smil om smerte og forfærdelige minder, det er også en smuk fortælling om hvordan den usynlige mur som Zanyar nævner i starten af filmen langsomt bliver brudt ned.

Undervejs i filmen er der også plads til store smil, og masser af kærlighed mellem far og søn. Der er ingen tvivl om, at det er en barsk film, men det er også en vigtig film som alle burde se, om ikke andet så for integrationen skyld.