| < Forrige | Næste > |
|---|
Jo Nesbø er en af skandivaniens mest populære forfattere, alligevel er det første gang en af hans romaner er blevet filmatiseret, men efter denne film, står det rimelig fast, at det nok ikke bliver sidste gang. Hans historie og persongalleri egner sig nemlig ganske glimrende til en filmatisering.
Instruktionen er overladt til Morten Tyldum, der debuterede med Buddy i 2003. Filmen blev en stor succes i Norge, mens succcesen var mere begrænset her i landet. Med Headhunterne er Tyldum røget direkte tilbage på den norske a-liste af instruktører og filmen er solgt til et utal af lande, herunder blandt andet USA, hvor der også allerede går rygter om et remake.
Og det er heller ikke så underligt, hvor der er masser af international klasse over filmen og det minder på mange punkter om en Hollywood produktion, også selvom handlingsforløbet måske er lidt hullet, og man nok ikke skal gå alt for dybt i detaljerne, hvis filmen skal hænge sammen fra start til slut.
Selv hans navn er internationalt
Roger Brown (Aksel Hennie) er en yderst succesfuld headhunter for et stort rekrutteringsfirma. Han lever af, at finde kandidater til direktørstillinger i store virksomheder. Selvom han har et godt job, med god løn og alt ser ud til at være fryd og gammen, så er der et stormvejr under overfladen. For Roger lever langt over evne, i et hus til 30 millioner og en stor Lexus i millionklassen.
Han føler han skal kompensere for sine 1,68 meter, hvilket han blandt andet gør gennem sin smukke kone Diana (Synnøve Macody Lund), som han forkæler med øreringe til 100.000 og hjælper hende med åbningen af et galleri. Hun beder ikke om noget, man han forkæler hende i en sådan grad, at midlerne ikke kan komme af lovlige veje.
En elegant kunsttyv
Sammen med en medsammensvoren tjener han derfor ekstra ved at begå sig om kunsttyv, hvor han finder ud af hvem af kunderne der har de dyre malerier hængende, og stjæler dem med kirurgisk sikkerhed. Da konen Diana introducerer ham for Clas Greve (Nicolaj Coster-Waldau), bliver det pludselig meget interessant. I starten af filmen forklarer Roger nemlig, hvordan livet som kunsttyv har to mulige slutninger, enten får man fat i et værk der er så værdifuldt at man kan trække sig tilbage, eller også bliver man fanget.
Clas Greve har et af de billeder, der kan stoppe alle Rogers bekymringer om økonomien, et Ruben maleri der potentielt kan være op til 100 millioner værd. Clas Greve er dog ikke bare endnu en rig fyr med et dyrt maleri, han er en tidligere elitesoldat med en fortid i en specialenhed, der opsporede mennesker ved hjælp af ny teknologi.
En skæbnesvanger beslutning
Roger kan udemærket ser faren ved at røve Clas Greve, men fristelsen er for stor og han beslutter sig at at fortsætte med planen, hvilket skal vise sig at blive yderst skæbnesvangert. For når man stjæler et maleri til 100 millioner, er det ikke bare politiet der kommer efter en. Og som jagten går ind på Roger, finder han også ud af, at der er meget mere end et maleri på højkant, og det gælder liv og død - og ikke kun hans.
Tåbeligt plot - effektiv film
Hele historien om headhunteren der udnytter sine kunders aftaler til at stjæle deres kunstværker, er naturligvis gennemtæsket og ikke mindst komplet usandsynlig grænsende mod det stupide. Og sådan er der egentlig meget af filmen, der tager sig ud. Dens helt store force er dog, at dette ikke gør noget. For filmen giver ikke udtryk for at være andet end det den lige nøjagtig er, små timers solid underholdning, hvor der er plads til en smule overraskelser, en god portion indlevelsen og en ordentlig røvfuld teaterblod og en besynderlig biljagt med en hund hængende på en traktor.
Aksel Heinne som nogen nok vil huske fra Maxmanus og netop Tyldums Buddy er helt igennem glimrende i rollen som Roger, selv historien om ham i sig selv er svær at tro på, gør giver Heinne den et boost af troværdighed. Selvom han alt i alt stort set er en psykopat, fremstilles han som et godt menneske fordi han elsker. Dette kan muligvis være en anelse problematisk, men lad nu det ligge.
Nicolaj Coster-Waldau der for alvor er ved at få gang i en international karriere, viser endnu en gang glimrende skuespil, og er fremragende som helt igennem badguy pakket ind i et flot ydre.
Underholdende - men ikke meget mere
Headhunterne er måske ikke noget storslået mesterværk eller nogen specielt fantastisk film. Til gengæld er den uhyre underholdende og gennemført på den måde. Den er velspillet, velskrevet (ud fra det materiale der nu har været) og så er Tyldum ikke bange for at bruge masser af blod for virkelig at understrege sine pointer om brutalitet.
NYHEDSBREV
RSS feeds
