Mine eftermiddage med Magueritte anmeldelse

< Forrige		Næste >

Det er bestemt ikke uerfarrne og unge kræfter der holder Mine eftermiddage med Magueritte kørende. Filmen er skrevet og instrueret af den 78-årige Jean Becker, mens hovedrollerne spilles af den 97-årige Giséle Casadesus og den unge Gerard Depardieu på blot 62.

Det er da bestemt heller ikke en film om ungdommens energi og de fristelser, der følger med til at være i livets begyndelse. Det er derimod en dejlig og livsbekræftende film om at blive ældre, og hvordan man skal værdsætte, de glæder man nu en gang har i livet, og også hvordan litteraturen har mange skjulte skatte.

Germain Chazes

Gérard Depardieu spiller den godmodige Germain, der bor i en lille fransk ny sammen med sin mor. Germain bor i en husvogn i moderens have, mens hun bor i hovedhuset. Hun er lettere gal i låget og skælder og smælder konstant på Germain, hvilket hun har gjort lige siden han blev født. Han har aldrig kendt sin far, ligesom han aldrig har fået noget kærlighed hjemme fra.

Alligevel er han i ualmindelig hjertevarm fyr, der dog ikke har alt for mange brikker at rykke rundt med. Han mangler blandt andet situationsfornemmelse, ligesom han ikke er den store læser. Orderne flyder ud i et og de giver ikke mening når de bliver sat sammen.

Magueritte

En dag da han sidder med sine 19 duer i parken, som alle har fået navne naturligvis, møder han den gamle dame Magueritte, som sætter sig ved siden af ham. De falder i snak, og der opstår med det samme en kemi mellem de to mennesker. Magueritte ser en søn i Germain, ligesom Germain ser en elskelig moderskikkelse i Magueritte.

Hun begynder at læse for ham, og han suger romaner skrevet af den franske forfatter og filosof Albert Camus til sig, også selvom han måske har lidt svært ved at se den store sammenhæng mellem de mange ord. Det specielle forhold mellem de to bliver dog truet af mange ting: Germains kæreste der har svært ved at forstå hvad han laver, Magueritte's syn der bliver værre og værre som hun bliver ældre, og en nevø der ikke længere vil betale regningen for hendes plejehjem.

Alt i mens kæmper Germain en kamp med en ondsindede mor, der har mere travlt med at kaste porrer efter ham, end med at elske sin eneste søn. Men i sidste ende er det jo altid det gode der sejrer, også selvom vores helte er ganske almindelige hverdagsskikkelser.

Sød, varm og banal

Mine eftermiddage med Magueritte er en dejlig varm film. Den er ganske velskrevet af Becker og Jean-Loup Dabadie, og selvom den på mange punkter er meget let og ikke går synderligt i dybden, hvor der ellers kunne være spændende historier, så virker den ikke overfladisk, hvilket man ellers godt kunne frygte.

Når man ser denne type film, har de nemlig en tendens til enten at blive for melankolske og sentimentale eller for komiske og ligegyldige. Becker har dog formået at skabe en fin lille film, der fungerer på de heste den nu en gang spiller på. Dog kunne man godt have ønsket sig en mere detaljeret historie. Filmen varer blot omkring 80 minutter, og det havde klædt den, at fylde tyve minutters tid på. I hvert fald bliver den en anelse forjaget mod slutningen.

Det ændrer dog ikke ved et helhedsbillede af en hyggelig oplevele i selskab med en yderst velopagt Gérard Depardieu, der spiller lige præcis den type rolle han er bedst til. Desuden er den ældre dame Casadesus på 95 år (da filmen blev lavet) en fryd at se på, hendes livsbekræftende fremtoning trods et skrøbeligt ydre er bemærkelsesværdigt.

Man kommer dog heller ikke uden om, at den hyggelige komedie er præget af klichéer og samtidig er næsten uhyggelig forudsigelig. Hvis man kan bærer over med dette, så er det dog 80 minutter i dejligt livsbekræftende selskab.