Film anmeldelser

Cal (Steve Carell) og Emily (Julianne Moore) er kørt godt om grundigt træt i deres mangeårige ægteskab, og da de en aften er ude og spise på restaurant annoncerer Emily til en fyldt restaurant, at hun vil skilles. Som en naturlig reaktion søger Cal trøst i glassene på en lokal bar, hvor han også desperat forsøger at finde nogen, der gider lytte.

Jacob (Ryan Gosling), en vaske ægte trussetyv, forbarmer sig over Cal efter nogle aftener, hvor folk er ved at være godt trætte af at høre på Cals tuderi i baren.

Jacob gør det til sin personlige mission at hjælpe Cal til at komme over sin kone og genfinde sin manddom. Dette skal blandt andet gøres gennem en make-over af de store, hvor Cal må kassere det meste af sin gaderobe, begynde i motionscenter og få en ny frisure. Samtidig gennemgår Cal også, i bedste Karate Kid stil, en træningsforløb i, hvordan man begår sig på kødmarkedet.  

Filmen byder, gudskelov, på langt mere end den gennemtæskede historie om en mand, der skal genfinde sig selv og lære at score med hjælp fra en lærermester. Faktisk formår filmen på glimrende vis at skildre flere små historier og forhold, der udspiller sig i løbet af Crazy, Stupid, Love. Ikke, at de i sig selv er unikke og nyskabende, snarere tværtimod, for de små tråde af historier er ganske klichéfyldte: teenage-drengen, der er forelsket i den lidt ældre pige, der er babysitteren – den 17-årige pige, der bliver forelsket i en voksen mand, konen, der roder rundt med kollegaen på arbejdet osv.

Men klichéerne formår faktisk i flok at løfte filmen, blandt andet fordi filmen ikke prøver at være mere, end den er. Det bliver også tydeligt understreget i en af Carells replikker på et tidspunkt i filmen, hvor det hele ser meget sort ud for ham, og det pludselig begynder at regne: “what a cliché!”   

Carell giver en af sine bedste præstationer til dato som Cal. Det er befriende at opleve ham i en rolle, hvor han ikke bare skal være hylende morsom.

Gosling, der spiller rollen som Carells modsætning, fungerer super godt i filmen som arketype, og han bidrager til at gøre alle andres præstationer bedre. Sammenspillet mellem Carell og Gosling har mange højdepunkter i filmen, men specielt en scene, hvor de er ude for at shoppe og Jacob (red. Gosling) kritiserer Cals skovalg: “Are you Steve Jobs? Are you the billionaire, the president of Apple? Then don’t wear New Balance running shoes”.

Julianne Moore og Emma Stone(der har en vigtig brik i puslespillet) leverer også godkendte præstationer, hvor de er med til at bidrage til den fine balance mellem humor og drama i filmen.

Filmen er ikke noget mesterværk, men Crazy, Stupid, Love leverer god underholdning fra start til slut. Det er dog på ingen måde en komedie, hvor du skal forvente at få colaen galt i halsen af grin. Men filmen formår at holde en fin balance, hvor man flere gange i løbet af filmen må tage sig selv i at trække på smilebåndet, ikke fordi det er plat, men snarere fordi man kan genkende mange af situationerne og scenerne fra det virkelige liv.

Tweet