| < Forrige | Næste > |
|---|
Fortryllende magtdemonstration i fuldkommen filmkunst fra en af verdens bedste filminstruktører. ”Midnight in Paris” er grunden til, at man går i biografen. De heldige få, der var til åbningen på årets Cannes Film Festival, og dermed de første, der fik lov at se Woody Allens nyeste stjerneskud af en film, må have følt sig heldige. Midnight in Paris er en enestående filmoplevelse, der hylder romantikkens, kærlighedens og kunstens epicenter, Paris. Fra første minut bliver man trukket ind i Allens magiske univers og sendt af sted ind i en verden fuld af håb og eventyr
Minimarathon i kunstens verden
I hovedrollerne har vi drengen, der er indespærret i en mands krop, Owen Wilson kendt fra bl.a. The Darjeeling Limited og Zoolander samt Rachel McAdams (Sherlock Holmes, The Notebook). I filmen spiller de hhv. Gil og Inez, der er taget med Inez’ forældre på storbyferie i Paris. Gil er manuskriptforfatter i Hollywood, men er i gang med at etablere sig som forfatter. Derfor er turen til Paris perfekt til at få ny inspiration.
Inez derimod vil hellere shoppe i diverse antikbutikker med sin mor og ser Gils forsøg på at skrive bøger som ynkeligt og dumt, da han jo tjener fine penge som manusforfatter. Efter at have spist ude med én af Inez’ tidligere venner, Paul (Martin Sheen) beslutter Gil sig for at trave rundt i Paris’ gader for at få byen ind under huden, mens Inez’, Paul og hans kone tager ud for at danse. Og da klokken slår tolv i Paris’ gader, åbner der sig helt nye muligheder for Gil, der så knugende elsker og beundrer byens mystik og historie. Det bliver en minimarathon igennem nogle af det 20. århundredes største kunstnere med Gil som passager.
Potent kunstermuse
Allen fører os via Gil rundt til samtlige af Paris’ smukke haver, gader og pladser og gennem historien får vi det forførende Paris at se i flere tidsperioder. Tøjet, bilerne, barerne og gaderne suger tilskueren ind i svundne tider, der ikke er længere, men også præcis den tid, som Gil ønsker sig tilbage til. I disse natlige eventyrer møder han Adriana (Marion Cotillard), en kunstnermuse, som Gil bliver dybt betaget af, fordi hun som en sorgløs sjæl flyver fra sted til sted, dvæler ikke ved nogen eller noget og begår sig med potent ynde i Paris’ inderste kunstnercirkler med bl.a. Dali, Picasso, Faulkner og Fitzgerald ved roret.
Disse cirkler begår Gil sig også uden problemer i, men det betyder også, at han fjerner sig mere fra sin aristokratiske kone og hendes familie, der i forvejen ikke synes om Gil. Kampen mellem Gils indre trang til at realisere sine forfatterdrømme og Inez’ krav om økonomiske stabilitet og realitetssans synes dermed for alvor at være en barriere for deres liv sammen.
Cinematisk guf i fordybelsens tegn
Det er faktisk lige før, at jeg ikke kan få armene ned. Allen trækker klogt publikum væk fra hverdagen og nagler deres øjne fast til lærredet i en stram og egentlig lille historie om at lære at være tilfreds med sit liv dér hvor man er, og ikke leve i en illusorisk tilværelse på flugt fra livets up’s and down’s. Dette klarsyn opnås faktisk også, uden at afsløre for meget, af Gil i filmen og det er rart til en forskel at se, at Woody Allen kan komme med et positivt syn på livet.
En sidste ting, der får undertegnede til at klappe højlydt, er skuespilpræstationerne. Owen Wilson glimrer i rollen som den lidt fortabte forfatterspire og Wilson får det til at se ultralet ud- det ser ikke ud som om, at han spiller skuespil med indstuderede replikker, men nærmere at han taler som et rigtigt menneske i situationer, vi alle kan stå i. Desuden kan man i hans gestik og generelle kropssprog ane noter af Allen ham selv, dog uden af det bliver til en overgjort imitation. Inez spilles også rigtig fint af Rachel McAdams og endelig er Michael Sheen pragtfuld i rollen som snobbet ”Mr. Know-It-All” akademikertype.
Midnight in Paris er et fremragende stykke filmkunst, der viser os, hvilken magi der kan skabes på lærredet med et godt cast, smukke omgivelser og en af de bedste instruktører i vores tid. Midnight in Paris både underholder og underviser og dét i sig selv er en gave til samtidens film, der alt for ofte tager genvejen til popcornsbefængte og blockbusterramte biografsale.
NYHEDSBREV
Favoriser
Videresend
Hits: 2518
Kommentarer (1)
RSS feeds
Finn Korsaa said:
 |
... Paris ved nat Når man i film efter film har set ståhej og larmende effekter uden at der sker nogen mental udvikling med de involverede personer, som f.eks. i Lars von Triers film, så er det en lettelse at se, at der endnu kan laves film hvor der sker en udvikling af hovedpersonens karakter. Woody Allens ”Midnight in Paris” er bygget op omkring manuskriptforfatteren Gil Pendler (Owen Wilson) og hans forlovede, Inez (Rachel McAdams), der er taget til Paris med hendes rædsomt ufølsomme forældre. Mens Inez shopper med moderen, går Gil rundt i gaderne og drømmer om at blive forfatter. Han drømmer sig ind i 1920ernes amerikansk-litterære koloni i Paris Hans fantasier materialiseres på magisk vis og han møder Hemmingway og Scott Fitzgerald i Gertrud Steins salon og får hende til at læse sit manuskript. Filmen modstiller Inez og hendes forældres ekstreme æsteticisme med Gils vågnende sans for det etiske. Således kan man sige at Woody Allen ved at føre Gil ind i fortidens univers åbner for erindringen og derved lykkes det ham at frigøre sig fra Inez og hendes forældre, på samme måde som en ung mand frigør sig fra sine utåleligt korrekte forældre. Filmen slutter med et smukt symbol på, at det lykkes for Gil. Efter at have forladt Inez vandrer han i nattens regnvejr og møder pigen fra Shakespeares boghandel og sammen med hende vandrer han over Pont nuef i regnvejr. |
Skriv kommentar
