| < Forrige | Næste > |
|---|
Jeg husker tydeligt, da jeg første gang så Abernes Planet fra 1968 med Charlton Heston i hovedrollen. Filmen satte et stort indtryk, ikke mindst slutningen der pludselig giver filmen en ny dimension. I 2001 forsøgte Tim Burton sig med en alternativ indgang i hans version af filmen, hvilket mildest talt ikke var specielt vellykket.
Året er nu 2011, og den stort set ukendte engelske instruktør Rupert Wyatt har instrueret Rise of the Planet of the Apes der fortæller historien der går forud for 1968 klassikeren. Og det er svært at forestille sig en bedre forhistorie end denne. For ikke alene er den velinstrueret og flot filmet, den er også ganske velskrevet og så er hele filmens visuelle side, præcis så virkelighedstro som den skal være. For nej, nogle af abernes ser ikke helt naturlige ud, men i bund og grund er der også tale om en sci-fi film, og derfor er det lige præcis som det skal være.
Begyndelsen
Will Rodman (James Franco) er forsker på Gem-Sys, der arbejder inden for medicinal branchen. Han forsker i at finde en kur mod sygdommen Alzheimers som hans far (John Lithgow) lider af. Forskningen går over alt forventning og aben "Eksemplar nr. 9" reagerer yderst positivt på forsøgene. Hun bliver klogere og klogere og lærer og hjernen udvikler sig. Uvidende om at hun har en unge, forsøger de at fjerne Nr. 9, men det ender galt. Menneskeaben (ape - not monkey) går amok, og ender med at blive skudt.
Steven Jacobs (David Oyelowo) der står som Gem-Sys lukker forsøgene ned, og beordrer alle aberne aflivet. Det ender med, at Will tager den lille unge med sig hjem, hvor han opdrager den. Lille Cæsar (som hans far navngiver den) vokser sig større og bliver mere intelligent for hver dag der går. Will lærer Cæsar tegnsprog, og tager ham med i naturreservater hvor han kan lege.
Selvom Cæsar en gang imellem lader instinkterne tage overhånd, bliver han mere menneskelig, og vil også behandles sådan, hvilket omverdenen naturligvis ikke kan kapere, da de ikke forstår ham. Spørgsmålet er så om Cæsar forstår omverdenen og ikke mindst menneskerne der lever i den, eller han passer bedre sammen med de aber han bliver indespærret med.
De store følelser
Der bliver ikke sparret på noget som helst i Rise of the Planet of the Apes når det kommer til følelsesregistret. Lige fra det første øjekast, skal vi fatte sympati for den nuttede lille abe Cæsar, og det lykkedes. Det er naturligvis heller ikke så svært, når aben ligger svøbt i et klæde og kigger med store øjne.
Og sådan forløber hele filmen sig. For selvom Cæsar trods alt er en abe, så bliver vi som beskuere i den grad opfordret til at holde med aberne mod de onde mennesker. Naboen til Will og hans far bliver især gjort til syndebuk, også selvom han egentlig handler som vi nok allesammen ville have gjort hvis en chimpanse nærmede sig vores børn.
Cæsar bliver i filmen behandlet som et menneske af filmens good guys, mens de ignorante bad guys behandler ham som et dyr, hvilket da også viser sig at have alvorlige konsekvenser.
Det komme nok ikke som den helt overraskelse for nogen, der er bare en smule bekendte med Pierre Boulle historie, som originalen er baseret på, at aberne gør oprør jo klogere de bliver.
Fantastiske Serkis
Andy Serkis er nærmest blevet synonym med teknikken motion-capture, hvor hans bevægelser og mimik ved hjælp af CGI bliver til "rigtige" bevægelser. Han har tidligere gjort det som Gollum i Ringenes Herre trilogien. Han er igen helt igennem formidabel i rollen som Cæsar, og stjæler stort set alle scener han er med i. Det er ikke det hele der ser lige realistisk ud, og til tider ligner han måske lidt for meget et menneske, på den anden side er dette nok også bevidst, da det jo netop handler om menneskeliggørelsen af aben.
James Franco er som altid bundsolid, og Johnm Lithgow er også yderst troværdig som hans alzheimersramte far. Freida Pinto er en fryd for øjet i som Will's kæreste, mens Harry Potter stjernen Tom Felton er ganske glimrende som den ignorante og yders usympatiske dyrepasser, der naturligvis får som fortjent.
Generelt er der ikke meget dårligt at sige om filmen. Den er en naturligvis i det store hele rimelig forudsigelig, og det vælter ikke frem med nye overraskende elementer undervejs. Til gengæld hænger den utrolig godt sammen med historien fra originalen uden at det virker forceret på nogen måde.
Kort sagt, så er filmen på alle måder en værdig prequel til klassikeren fra 1968, og der kunne godt være en Oscar nominering eller to gemt i filmen. Om ikke får skuespillet eller instruktionen, så for de betagende visuelle effekter.
NYHEDSBREV
RSS feeds
Tejs said:
 |
... Jeg glæder mig helt sikkert til at se den. Det bliver selvfølgelig svært at glemme de oprindelige efterfølgere til filmen fra 1968 (der var fire efterfølgere), der havde en anden forklaring på abernes magtovertagelse. Her flygtede to aber fra Abernes planet og endte tilbage på jorden i nutiden (1970'erne), hvor de fik en søn Milo, inden de blev aflivet. Milo fik herefter en efterkommer: Ceasar. Fun fact: I den oprindelige film fra 1968, bliver Charles Heston navngivet Bright Eyes af en kvindelig abe-forsker. Samme navn som Ceasars mor har i den nye film. |
