| < Forrige | Næste > |
|---|
Det er omkring et år siden, at tredje sæson af Matthew Weiners serie Mad Men udkom. Det vil sige, at der har været næsten et helt års ventetid på den fjerde sæson. Nu er den endelig udkommet, og tv's mest interessante karakter Don Draper er endelig tilbage, og gensynet er kærkomment.
Der er sket meget på Manhattan, hvor Don kæmper for at få det nye firma Sterling Cooper Draper Pryce på benene, men det går ikke så let som han og de nye partnere havde håbet.
Konkurrencen blandt reklamebureauerne er benhård, og selvom Draper stadig er en af branchens mest respekterede og anerkendte kreative direktører så hænger kunderne ikke på træerne, og der skal kæmpes om alle sammen. Samtidig er SCDP stadig mere og mere afhængige af Lucky Strike, og det er som bekendt farlige at lægge alle sin æg i en kurv.
Mere end reklame
Alt i mens alt jobbet hyldes ind i en tåge af Canadian Club og cigaretrøg, så er Drapers liv endnu mere omtumlet på privatfronten. Den følelsesmæssigt reserveret Draper har svært ved at finde sig til rette efter skilsmissen med Betty. Han har børnene i weekenderne, men det er svært at få til at passe sammen med letlevende kvinder og løse affærer i hobetal.
Og Drapers liv bliver ikke mindre indviklet af, at han pludselig bliver indhentet af sin blakket fortid, da de Sterling Cooper Draper Pryce er i forhandlinger med American Aviation og Draper gennemgår et personligt grundtjek af den amerikanske regering. Pludselig ser Draper sit liv som han kender det forsvinde, og han begynder at tage sine forholdsregler for at sikre sine børn og familie. Han har dog stadig gode kontakter, og må få problemerne til at forsvinde med sit netværk.
Et kulturstudie - og så meget mere
Mad Men er i den senere tid igen og igen blevet fremhævet i diverse medier. Meget af det har været på grund af den trendsættende mode, og den er af mange blevet betegnet som et moderigtigt kulturstudie.
Det er naturligvis glædeligt, at flere er begyndt at få øjnene op for denne formidable serie. Det er dog lidt som om, det er blevet in at se Mad Men mere på grund af omtalen end på grund af historien. Og det er ikke glædeligt. For Mad Men er en af de bedste serier nogensinde, og i undertegnedes optik uden sammenligning den bedste kørende serie.
Det er ikke på grund af de stillige jakkesæt og det perfekt skårne kjoler. Det er ikke fordi den fortæller noget om USA i en begivenhedsrig periode i 60érne. Det er fordi historien er vanvittig god, manuskriptet er fantastisk skrevet og samtlige skuespillere er sublime i deres respektive roller. Samtidig er der ikke en eneste karakter i serien, der ikke spiller en væsentlig rolle. Der er ingen unødvendige små roller hvor deres historier bliver fortalt uden grund.
Jon Hamm, der spiller Don Draper har for nylig underskrevet en kontrakt om at medvirke i yderligere tre sæsoner, hvilket har gjort ham til en branchens bedst betalte. Og det er bestemt heller ikke underligt, at serien gang på gang tager hjem med Emmy'er og Golden Globes når disse bliver uddelt. Det eneste negative er, at der nu er over et års ventetid inden sæson 5.

Køb Mad Men sæson 4 her
NYHEDSBREV










