| < Forrige | Næste > |
|---|
Terrence Malick har de sidste 40 år blot lavet fem film. Så når Malick er aktuel med en ny film, er der mange der holder vejret i spænding for at se hvad den talentfulde instruktør har begået. Denne gang er der tale om en film, der ikke blot handler om livet, men om livet lige fra skabelsen af jorden. Og lad det være sagt med det samme, det er noget af en mundfuld.
Det er svært at formidle hvad filmen egentlig handler om, for filmen handler om alting og alligevel uendelig lidt. For når alle de flotte billeder er væk, og jordens oprindelse er forklaret med klodens skabelsen og livets opståen, så handler filmen i bund og grund "bare" om kærlighed, respekt, opdragelse, tab, sorg og livet som helhed.
Det lyder måske umiddelbart ikke som noget der kan fortælles på et par timer, og det er også lidt problemet med filmen, for det kan det nemlig ikke rigtig.
Mesterlige Malick
Terrence Malick er med filmen på fænomenal vis i topform på det visuelle plan. Han har brugt flere år på at lave filmen, og det kan ses, for der er for alvor kælet for detaljerne og der er intet som helst der er overladt til tilfældighederne. De storladne klip af vulkanudbrud, universet og dinosaurer (ja, dinosaurer) er lige i øjet. Det er stort set umuligt, ikke at sammenligne The Tree of Life med mesterværket Rumrejsen År 2001.
Undertegnede ville dog til en hver tid foretrække Kubricks filmen frem for Malicks. Eksempelvis er det da meget sødt når en dinosaur viser barmhjertighed overfor et såret dyr og derfor lader den ligge - dog også en meget banal måde at sige, at der altid har været godhed til.
Kæft trit og retning
Filmen følger en familie i 50érne i USA, hvor familiens overhoved(Brad Pitt) styrer de tre sønner med en hård og nærmest tyranisk facon og sætter sig i respekt, dog uden at blive korporlig. Samtidig er han fuld af kærlighed til drengene, og er heller ikke kede af at fortælle dem det. Selvom familien er omdrejningspunktet i filmen, så fylder den ikke nær så meget som man på forhånd nok ville have forventet det.
Der går simpelt hen mere universel skabelsesteori og vulkanudbrud end familietragedie i filmen. Det er naturligvis netop dét, der gør filmen til noget ud over det sædvanlige. Jeg kan dog alligevel ikke lade være med efterfølgende, at sidde med en fornemmelse af, at jeg gerne ville have set lidt mere familiedrama og lidt færre mikroorganismer.
Brad Pitt er formidabel i rollen som Mr. O'Brian, og hvor er det dog bare en fornøjelse at iagttage Brad Pitt og hvordan han mestrer alle former for roller. Også de tre børneskuespillere der spiller de tre brødre er eminente. Den del af filmen der rent faktisk involverer mennesker, er langt den mest vedkommende og klart det bedste, omend det ikke er det visuelt flotteste. Måske er netop derfor ville jeg gerne have set mere af denne del af filmen.
Filmen var muligvis blevet mere banal og ordinær af dette, men det havde bestemt ikke ødelagt den. Alt i alt er The Tree of Life er usandsynlig smuk film, men til tider kammer den også og bliver en anelse for diffus og abstrakt.
Der er nok mange der enten vil elske eller hade filmen, jeg befinder mig et sted midt imellem. For filmen har virkelig mange gode ting, og er visuelt betagende. På den anden side kan jeg ikke lade være med at tænke, at filmen kunne have gjort meget bedre(for mig), hvis Malick ikke havde insisteret på at lave den, som det nu en gang er tilfældet.
Det er lige før der kan argumenteres for at filmen nærmere er et kunstværk, end det er en film. Hvilket igen kan starte diskussionen om hvad der er kunst. Så langt ud vil jeg ikke, jeg vil bare opfordre til at du ser filmen, og danner din egen mening om den, for det er ikke en film der kan forklares med ord.
NYHEDSBREV
RSS feeds
Klondyke said:
 |
... Filmen er fænomenal i forhold til "2001" som jeg så fornylig. Ja, de første 20 min. er vage, men den (lange) fortælling med familien er episk rørende og er på et fortælleniveau, som Kubricks visuelle udflugter ikke er tilnærmelsesvis tæt på. Filmen er iøvrigt ganske habilt filmet  |
bjørn
said:
 |
... Jo, men hvis man har i tankerne at Rumrejsen er over 40 år, er den stadig imponerende på et andet plan. Jeg er helt enig i et fortællingen om familien er episk rørende, jeg kunne som jeg skriver bare godt have brugt mere familie og mindre kosmos :-) |
Klondyke said:
|
... Kosmos fortællingen danner rammer om kernefortællingen og får den til at fremstå stærkere. Filmen er som noget progressivt musik, der går i mange retninger og i dens form virker nærmest cirkulær. Den er med andre ord ikke helstøbt, men måske er det derfor den fremstår så fascinerende. Tanken om: "Hvad nu, hvis Malick havde udeladt "prologen"? |
JacobL said:
|
... Det er første gang jeg er gået inden en film var spillet til ende. Brad Pitt’s og Jessica Chastain samt ungernes præstationer er fremragende. Sean Penn syntes en anelse malplaceret uden rigtig at komme med noget andet end skærende ansigter. Intermezzoet med Hubble billederne og “Jurasic Park” light, med forsøget på at visualisere skabelsen er så himmelråbende banalt og bedre egent til Discovery Channel end et lærred i Grand. Det ligner et mislykket forsøg på at gå Kubrick i bedene men når slet ikke Kubricks timing præcision og visuellle manifest. Det ender med et pseudo-intellektuelt portræt af en verden en tid en skabelse som kunne fortælles bedre på 1000 andre måder en banale billeder af universet og lækre kamerabevægelser. Den fotografiske stil er okay, men slet ikke så wauh agtig som flere hentyder til. Filmen ligger langt fra hvad kunstnere som som Jane Campell eller Krzysztof Kieslowski kan frembringe. Meget langt. |
