Film anmeldelser

I instruktørstolen er denne gang Matthew Vaughn, som ikke tidligere har lavet superhelte film. Han har været en bærende del af mange genre, med titler som Snatch (2000), Kick-Ass (2010), Harry Brown (2009), og Stardust (2007), som nok er den der, genremæssigt, kommer tættest på X-Men First Class. Med på produktionen er også Brian Singer, der er en veteran på området med instruktionen af både X-Men (2000) og X2 (X-Men 2) (2003). I X-Men First Class er han både forfatter og producer, og det ses også i billederne.

Bag filmene er selvfølgelig Marvel Godfather Stan Lee som ledende producer. Han har siddet i førersædet for Marvel Comics siden 1972, og det lader ikke til at han træder tilbage forløbig.

I X-men First Class følger vi de kommende ærkerivaler, Charles Xavier (James McAvoy) og Erik Lehnsherr (Michael Fassbender) fra barnsben. Charles kommer fra en overklassefamilie i det østlige USA, og Erik kommer fra Polen, og er kun en ung dreng i 1944, hvor hans familie er fanget i en nazistisk koncentrationslejr. Det er her han for første gang bliver opmærksom på sin evne til at manipule metal, en evne han dog ikke har kontrol over. Koncentrationslejrens læge, Dr. Schmidt (Kevin Bacon), lægger også mærke til Eriks evne, og ser her et stort våbenpotentiale. I et forsøg på at fremprovokere Eriks evne, henretter Dr. Schmidt hans mor for øjnene af ham, og den unge dreng underkastes Dr. Schmidts onde agenda, og dermed kommer Erik tættere og tættere på sin skæbne som Magneto.

Efter krigen, i starten af 60´erne, er Charles Xavier i gang med sit professorat indenfor genetik på Oxford University. Et område der tiltaler ham, da hen selv er mutant med kraftige telepatiske evner, der gør ham i stand læse menneskers tanker samt at manipulere med disse. Han er her i selskab med Raven (Jennifer Lawrence), bedre kendt som Mystique, hvis evne er at skifte form til alle mennesker hun har set. De to har ageret søskende siden barnsben.

Erik er drevet af hævn for sin mors død, og jager sin skaber, Dr. Schmidt, nu under navnet Sebastian Shaw, og nu med en ny plan. Samtidig i USA, overværer CIA agenten Moira (Rose Byrne) tilfældigvis, under en skygning af en amerikansk oberst, en gruppe mutanter true selvsamme oberst. Overasket over sin opdagelse opsøger hun den nyudnævnte professor indenfor genetik, Charles, uvidende om hans telepatiske evner. Dermed starter et samarbejde mellem ham og CIA. Sammen får de færten af et komplot, skabt af ondsindede mutanter, der skal udløse 3. Verdenskrig. I den forbindelse møder de Erik, der er på færten af sin skaber, Sebastian Shaw, som nu har rekrutteret flere mutanter i sin kamp.

Den godtroende Charles og den hævnlystne Erik går i fælles front mod gennemførslen af dette komplot ved bla. at finde og træne andre mutanter til kamp. Trods deres forskellige motivationer for at stoppe komplottet, opstår et venskab og broderligt bånd mellem dem, og lige netop det skal stå sin prøve i kampen for at beskytte menneskeheden mod den atomkrig der truer.

Dette er absolut den bedste film fra X-Men universet. Filmen fungerer som en prolog for de tidligere X-Men film, og skulle dermed i virkeligheden have været den første.

For dem af os der ikke læser tegneserierne er der, efter at have set X-Men First Class, nu en forståelse for forholdet mellem Professor X og Magneto, og også mellem Professor X og den smukke Mystique. Faktorer der har været vigtige i de tidligere film, men som ikke har været fuldt forstået. Matthew Vaughn gør et godt arbejde med filmens vigtigste opgave, at skildre de to hovedrollers venskab. Der er tidligere lavet film hvor fremtidige helte og skurke skal udvise venskab. Bedst kendt er nok Star Wars, hvor Obi Wan Kenobi og Anakin Skywalker skal ses som tætte venner i episode 2, og 3, men man tror aldrig på venskabet, som ellers bliver omtalt som broderligt. I alle scener med Anakin og Obi-Wan, diskuterer de, og Anakin er hele tiden frustreret og vred.

Matthew Vaughn formår altså hvad George Lukas ikke kunne, nemlig at gøre det broderlige forhold mellem de to hovedroller, troværdigt. Det er utroligt hvor godt et par scener med lidt smil, og hvor de arbejder sammen, virker. Enkeltvis fungerer skildringerne af de to også rigtig godt. Charles Xavier ses på Oxford University som en selvcentreret kvindebedårer, og vokser i filmen til den Professor X vi kender, hvis mission i livet er at forene mennesker og mutanter. Modsat har Erik Lehnsherr oplevet den frygteligste side af mennesket i koncentrationslejren og ser deres frygt og modstand til mutanter som argument for at gå imod menneskeheden.

Budskabet i X-Men universet, værende det tegneserie, tegnefilm, eller spillefilm, er altid borgerrettigheder. Vil de fremmede blive accepteret af menneskeheden? Brian Singer har stor interesse i netop denne problemstilling, og det driver hans interesse for X-Men universet. Charles og Erik er på hver sin side, og de har begge argumenterne i orden. Charles tror på det gode i mennesker, mens Erik er overbevist om at mutanter aldrig vil blive accepteret af mennesker, hvilket filmen iøvrigt giver ham ret i. Dermed er han som mange andre superskurke, der sjældent er drevet af ren ondskab. De har alle en fortid der mørkner deres sind og deres tro på det gode i mennesker.

Effekterne i filmen er som forventet helt fantastiske. Da der i filmen er mange forskellige mutanter, er der også rig mulighed for at vise publikum en bred vifte af forskellige effekter. Filmen forgår, som nævnt, hovedsageligt  i starten af 60´erne, og lige netop den stil er fremhævet ret godt. Især skal nævnes Kevin Bacon i rollen som Sebastian Shaw, der i det meste af filmen virker som en skurk fra de gamle James Bond film med hans bakkenbarter, pimp-agtige habitter, og ikke mindst hans ubåd, hvis indretning virker som en blanding af Stanley Kubricks Rumrejsen År 2001 og The Playboy Mansion. De første X-Men dragter fortjener også opmærksomhed med deres kassebuks udskæring. Groovy!!

De mange forskellige mutanter er hvad der kendetegner Marvel universet i forhold til DC universet, der med karakterer som Batman og Superman, oftes kun huser én superhelt pr. film. De mange mutanter gør, at der er en del af dem der virker direkte latterlige. F.eks Angel (Zöe Kravitz) som natsværmer pigen, og Banshee (Caleb Landry Jones ), drengen der skriger lydbølger som får ham til at flyve. I et univers med så mange mutanter, må nogen selvfølgelig være mindre seje end andre, men kampene mellem lige netop dem, virker mere komisk end noget andet.

Superheltegenren er svær. Tegneserienørder er nok de hårdeste kritikere, og X-Men First Class leger med et ømt emne når den skildrer begyndelsen for Professor X og Magneto. Når det er sagt, så er dette det bedste der er set fra Marvel universet siden Ironman (2008). Her bar Robert Downey Jr. en stor del af æren for succesen  i sin fortolkning af den karismatiske Tony Stark. Lige sådan har James McAvoy og Michael Fassbende, en stor del af æren for X-Men First Class.

Tweet