The Beaver anmeldelse

< Forrige		Næste >

Titlen The Beaver får umiddelbart en til at tænke på en ny animationsfilm, eller det der er værre, men en kvik research viser dog hurtigt noget andet. The Beaver er instrueret af Jodie Foster og har Mel Gibson i hovedrollen som Walter Black, en svært deprimeret CEO for legetøjsfirmaet Jerry Co, der lider nogenlunde samme skæbne som Walter.

Mærkværdigt råb om hjælp

Walter har de sidste 2 år lidt af en svær depression, og efter at have søgt alverdens alternativer til at ryste depressionen af sig uden nogen form for succes, rykker Walter fra familien. Konen Meredith (Jodie Foster) har begravet sig i arbejdet, sønnen Porter (Anton Yelchin) foragter sin far og deres fælles tics og det yngste knægt Henry, føler sig efterhånden så forbigået at han er blevet en skygge af sig selv. Ex. Meredith skal hente Henry efter skole og passerer han først, for efter at blive dirigeret retur af en let opgivende lærer ”So Henry how was your day?” ”Alright I guess” ”did you talk to anyone” ”yes” ”what did they say?” ”they called me a ball licker an threw me in the dumpster” her føler man sgu med knægten.

Svært bevæbnet med en kasse assorteret spiritus, begiver Walter sig ud i et lavkomisk selvmordsforsøg og midt i fadæsen støder han på sin nye libido, den talende Bæver. Ganske besynderligt knækker filmen faktisk ikke her, til trods for den spøjst tillagte dialekt og Bæverens dandy attitude, fanger man Walters desperation. Et oprigtigt inderlige ønske om at ryste nyt liv i en ellers håbløs stillestående situation.

Man kan meget som far, specielt når familien nærer helt samme ønske som Walter om dette skal lykkes eller som chef, for kollegaerne har ikke rigtigt andre valg. Den eneste der ikke falder for Bæverens charme er sønnen Porter, som er et glædeligt gensyn. Porter er et litterært geni og sælger skriftlige ydelser for skolens dovne og lavt begavede ”venner”. Selv skolens lækre Cheerleader og Valid Victorian med forførende kysselæber og strutbryster Norah (Jennifer Lawrance), søger Porters forces, der naturligvis falder for den skønne tøs.

Betagende eller bare irriterende bæver?

Det er et klassik drama om end en utraditionel historie. Jeg er stadig ubesluttet om hvorvidt jeg kan li’ Mel Gibson i rollen som Walter og Bæveren, med hvad der på papiret er en cockney accent, men mest minder om en aggressiv Aussie. Jodie Foster er grå og kedelig, men romancen og historien mellem Porter og Norah er fin og man bliver let forført af Jennifer Lawrance , der selv falder for den små nørdede Porter, som ganske fint spilles af Anton Yelchin - til trods for karakteren minder ganske meget om den vi så i Alpha Dog, så gør han det godt, for jeg har stadig lyst til at stikke ham en ørefigen og bede ham rette ryggen op!

Talk of the town
Depression er svært at sætte ord på og findes i alle mulige og umulige størrelser. Men vi har alle, i et eller andet omfang lig i lasten. Succes kan hurtigt vendes til fiasko og kærlighed til had. Men som et Hollywood drama fungerer The Beaver ganske fint. Tanken om at The Beaver i 2008 vandt Black List konkurrencen, som årets bedste endnu ikke producerede manuskript, for mig dog til at trække på smilebåndet og forestille min, at en eller anden Ari Gold lignende ”douche” har startet et lille bål til et arthouse komsammen, som efterfølgende har bredt sig som en steppebrand. For ideen er for mig lige så sindssyg som Walter. Ikke desto mindre er resultatet en anderledes og ganske forfriskende film.