Melancholia anmeldelse

< Forrige		Næste >

Lars Von Trier er blevet kaldt mange ting. Nogle af de ord der ofte er blevet sat på hans person er gal og genial. I den senere tid er også ord som nazist og antisemit dukket op, men lad nu det ligge. Melancholia er ikke helt så speciel som flere af hans andre film, heller ikke selvom den handler om jordens undergang.

Derfor er filmen heller ikke hverken gal eller genial, og man skal ikke bruge så meget fortolkningsevne som det nogen gange har været tilfældet med den gode Trier. I den danske presse blev filmen rost til skyerne efter fremvisningen i Cannes, mens flere af de store udenlandske medier var mere forbeholdne med roserne.

Noget af den kritik den mødte var, at den ifølge skeptikerne er kedelig, og at den slæber sig af sted i et dræbende langsomt tempo det meste af filmen. Og at argumentere mod dette, ville da også være forkert....

Det hele store spørgsmål man så kan stille sig selv efterfølgende, er om det er skadende eller gavnende for filme, at tempoet nu en gang er som det er - jeg hælder til det sidste.

Prolog

Filmen starter vanvittig smukt ud med jordens undergang, blandet med klip fra den kommende handling i filmen. Alt sammen til de pompøse toner af Richard Wagner. Det er sjældent set smukkere, og i hvert fald aldrig i dansk filmhistorie, men det er netop det Lars Von Trier kan - det som ingen andre gør.

Første del: Justine

Filmen er som så ofte før i Triers univers delt på i akter. Første del "Justine" fortæller historien om Justine(Kirsten Dunst) bryllup med den søde og smukke Michael (Alexander Skarsgaard). De virker glade sammen, og det store bryllup planlagt der er planlagt af en dyr bryllupskoordinator(Udo Kier), og betalt af Justine's søster Claire's (Charlotte Gainsbourgh) stenrige mand John (Kiefer Sutherland) er smukt og veltilrettelagt.

Der går dog ikke længe, inden vi som beskuere finder ud af, at alt ikke er som det skal være med Justine. Små ting og hændelser dukker op, og det bliver klart at hun ikke er nogen helt normal velfungerende tekstforfatter i et reklamebureau som billedet ellers tegnes.

Anden del: Claire

Anden halvdel af filmen er mere centreret omkring Claire, og foregår i dagene efter brylluppet mellem Justine og Michael. Det er også her at filmens sidste, men bestemt ikke helt uvæsentlige birolle kommer ind i billedet - planeten Melancholia, der er på vej mod jorden. Claire's mand forsikrer dem om at den ikke kollidere med jorden, men blot giver en oplevelse for livet. Claire er dog ikke helt så sikker, og angsten for jordens undergang kravler længere og længere ind under huden på hende.

Samtidig er Justine helt til hundene, hun kan end ikke finde ud af at gå i bad eller spise. Jo nærmere Melancholia kommer, jo mere klar i hovedet bliver Justine.

Smuk, melankolsk og en smule tung

Melancholia er en anderledes film, og er også et godt stykke fra hvad man normalt har set fra Von Triers hånd. Den er ikke så besynderlig som Dogville, og den er ikke så bizar og dyster som Antichrist. Selvom jordens undergang aldrig har været smukkere, eller mere virkelighedstro for den sags skyld, så er filmen alligevel ikke fuldendt. Og når alt kommer til alt, så bliver den en anelse for lang, og en anelse for intetsigende i midten. Det ødelægger bestemt ikke filmen som helhed, men det laver dog en smule ridser i lakken.

Kirsten Dunst vandt en pris i Cannes for hendes rolle som Justine, og det er bestemt ikke tilfældigt. Aldrig har den 29-årige Dunst været bedre. Hun spiller med en overbevisning og troværdighed, man skal lede længe efter. Dette er dog ikke enestående for Dunst, men er gældende for alle de medvirkende. Udover de nævnte finder man også blandt andre Jesper Christensen, Stellan Skarsgård, John Hurt og Charlotte Rampling

Det er uden tvivl en oplevelse på godt og ondt, at arbejde sammen med Lars Von Trier, men han formår aldtid at få det absolut bedste ud af sine skuespillere, og det beviser han endnu en gang.

Filmen er åben for tolkning, og den stiller store spørgsmål ved helt eksistentielle ting som livets gang, angst, kærlighed, ægteskab, livsanskuelse og stort set alt andet mellem himmel om jord. Filmen er åben for fortolkning, men det betyder ikke at det er påkrævet for at få noget ud af filmen. Man kan også bare læne sig tilbage og nyde Lars Von Triers visuelle lækkerier.