| < Forrige | Næste > |
|---|
Der er mange uhyre smalle film på CPH PIX, og selvom det naturligvis er hele formålet med en festival, at vise film der ikke nødvendigvis kan ses andre steder. Så er det også rart til lidt afveksling, at se en med nogle kendte ansigter på et sprog man kan forstå.
På overfladen lyder et drama med Carey Mulligan, Keira Knightley og Andrew Garfield, da også som noget der sagtens kunne komme i de danske biografer.
Handlingen er dog væsentlig mere kompleks end som sådan, og egentlig har Never Let me Go også en masse science-fiction elementer i sin handling.
Hjemmedyrket organdonorer
Filmen der er baseret bogen af samme navn, der er skrevet af den japanske forfatter Kazuo Ishiguro, hvis tidligere værker blandt andet tæller Resten af Dagen der i 1993 blev filmatiseret med Anthony Hopkins i hovedrollen.
Never Let me Go foregår på den ikke helt almindelige kostskole Hailsham i 1970érne i England. Her følger vi Kathy, Ruth og Tommy, der i de voksne udgaver spilles af henholdsvis Carey Mulligan, Keira Knightley og Andrew Garfield. Allerede fra første færd finder man ud af at skolen og børnene ikke er helt som andre. Og det er der en god grund til, de er nemlig ikke som andre.
De små uskyldige børn er kommet til verden af en eneste grund. Når tiden er moden og de er vokset sig sunde og raske og voksne, skal de hen ad vejen afgive deres organer, hvilket i sidste ende vil resultere i deres død.
Undgår de åbenlyse klichéer
Filmen stiller nogle store åbenlyse eksistentielle spørgsmål om etik og moral, og man kunne sagtens forestille sig at den ville blive fordømmende og et korstog for den menneskelige ret.
I stedet for at bruge oplagte klichéer til at forstærke det moralsk forkastelige scenarie, så handler filmen om at man som mennesker kender sin plads i samfundet. Og filmens hovedroller prøver at undgå deres skæbne, men de har samtidig accepteret at det nu engang er tingenes tilstand og at det er deres plads i samfundet.
Der er pudsigt nok ikke noget stort opgør i filmen, der er ingen point of no return, og ingen spændingskurve der minitiøst bliver fulgt. Filmen kører i sit eget tempo, og selvom det ikke ligefrem er tempofyldt er det medrivende og ganske interessant.
Om det er meningen eller ej skal være usagt, men selvom man følger Kathy fra barndommen, så kommer man aldrig rigtig under huden på hende, og derfor bliver det aldrig helt så emotionelt som bogen efter sigende skulle være det. Det skal dog siges at Carey Mulligan leverer endnu en fremragende præstation i filmen.
Never Le Me Go har to visninger tilbage på CPH PIX, så der er stadig mulighed for at fange den.
NYHEDSBREV
RSS feeds
