Maos Sidste Danser anmeldelse

< Forrige		Næste >

Maos Sidste Danser er den sande historie om den kinesiske balletdanser Li Cunxin, og er baseret på hans selvbiografi. Manuskriptet til filmen er skrevet af Jan Sardi, mens Bruce Berefords har stået for instruktionen. Derfor er der også god grund til høje forventninger, de bliver dog kun til dels indfriet.

Jerngrebet

Filmen handler om Li Cunxin spillet af den kinesiske balletdanser Chi Cao. Som lille dreng bliver han på grund af sin smidighed speciel udvalgt i den lille landsby hvor han kommer fra. Han får æren af at blive optaget på det kinesiske kunstakademi, hvor han skal lære ballet.

Han er ikke noget stort naturtalent, men viljestyrke og hårdt arbejde sørger for at han klarer sig igennem. Også selvom eleverne får at vide at det er svaghedstegn at græde, og de ikke får lov til at se deres familier. Li's liv ændrer sig drastisk, da medlemmer fra balletten i Houston repræsenteret ved Ben Stevenson(Bruce Greenwood) besøger skolen og beder ham om at følge med til USA, hvor han inviteret på et ophold af tre måneder.

Fagre nye verden

Selvom Li er en god kommunist, der tror på alle hvad Mao og landet siger, så er USA stadig stort og spændende, og da det første kulturchok har lagt sig finder han friheden og danser bedre end nogensinde. Han bliver øjeblikkeligt en stor succes i Houston, hvor han også får nære venner, og da de tre måneder er gået skal han pludselig til at vælge mellem kommunismen og demokratiet - gæt selv hvilket valg han træffer.

Det sætter gang i en større international konflikt, da Kina vil have deres "søn" hjem, mens Li og hans nyfundne venner er opsat på at han selv skal træffe valget, og have ret til sin frihed.

Ærke amerikansk kinesisk

Hvis det lyder en smule rosenrødt og nærmest som en reklame for demokratiet og den frie verden, så er vi af samme opfattelse. For selvom filmen tegner et smukt billede af stærke familiebånd og kærlighed til ens fædreland, så er den stadig stærkt glorificerende overfor USA, og Li siger sågar på et tidspunkt "Jeg danser bedre her, for her er jeg fri", hvilket bliver lige lidt for meget af det gode.

Det piller også en del af det samlede helhedsindtryk af filmen, desuden er manuskriptet flere steder så søgt at det næsten virker malplaceret i filmen, hvilket bestemt ikke gavner historien.

Imponerende

Men når det så er sagt, så er Mao's Sidste Danser en ganske medrivende, betagende og ikke mindst uhyggelig velkoreograferet film. De sidste par måneder har budt på flere hybrider indenfor filmgenren. Der var masser af ballet i Black Swan, og senest har Kasper Holtens Juan blandet Opera med traditionel film. At kalde Mao's Sidste Danser for en balletfilm, er måske lige at strække den. Men der er masser af ballet involveret og det er både smukt filmet og koreograferet.

Man er da heller ikke på noget tidspunkt i tvivl om, at Chi Cao der spiller Li Cunxin er en professionel balletdanser, og i modsætning til Natalie Portman bliver der ikke sået tvivl ved hans evner på et dansegulv. Hans evner som skuespiller er også ganske hæderlige, men det er dog nok alligevel dansens vej han skal fortsætte med.

Angiveligt bad virkelighedens Li Cunxin specifikt om, at det blev Chi Cao der skulle spille rollen som ham. Og det er da heller ikke svært at forstå.

Som film er Mao's Sidste Danser måske ikke noget stort mesterværk og den ellers fantastiske historie drukner en anelse i banaliteter, men visuelt er den yderst betagende, om ikke andet så er den bestemt værd at se alene af den grund.