World Invasion: Battle Los Angeles anmeldelse

< Forrige		Næste >

World Invasion: Battle Los Angeles eller som den originalt bare hedder Battle: Los Angeles har fået drøje hug i den udenlandske presse for at være tåbelig, dum, latterlig, klichéfyldt, dårligt skrevet og en-dimensionel. Og vil sikkert også få samme behandling herhjemme, men filmen hedder Battle: Los Angeles - hvad pokker havde de forventet?

Der er ikke nogen stor filmkunst gemt i Jonathan Liebesmans actionbrag, for ja historien er tynd, handlingen er tåbelig, replikkerne er ikke velskrevet, og står klichéerne i kø? Gu' gør de så. Og der er ikke meget der tyder på, at det har taget meget mere end en eftermiddag, at komme på historien.

Det betyder dog ikke nødvendigvis at filmen er dårlig, for selvom historien bestemt ikke har været det altafgørende i processen, så er underholdningen langt hen ad vejen i top, og effekterne følger også tildels med.

Filmen har fået noget kritik for de visuelle effekter, der primært har været rettet mod rumvæsnerne. Den kritik er måske berettiget, såfremt man ved hvordan sådan en fyr ser ud, men da dette ikke er tilfældet må det jo alt andet lige være et spørgsmål om fantasi og design. Derfor mener undertegnede også at denne kritik er uberettiget.

"Historien"

Filmen starter med et brag, og viser en igangværende invasion efterfulgt af skriften "24 timer tidligere", hvor historien så tager sit udspring.

Sergent Michael Nantz(Aaron Eckhart) afleverer sin opsigelse efter 20 år i det amerikanske marine korps. Inden han kan tage sin afsked, tikker der dog en sidste opgave ind, han skal hjælpe med at evakuere borgerne i Los Angeles på grund af en truende meteorregn. Men skæbnen vil, at det langt fra bliver nogen let tjans, da det hurtigt viser sig ikke at være meteorer, men derimod en forestående invasion der i gang.

Under ledelse af Løjnant William Martinez(Ramon Rodriguez) skal Nantz sammen med et holde marinesoldater ind i og sikre eventuelle civile på en politistation inden hæren tæppebomber Santa Monica, for at udrydde de fremmede.

Herefter starter halvanden times inferno af skud, aliens, eksplosioner, kække bemærkninger, flere eksplosioner, flere aliens, flere skud, flere aliens og så lidt lidt missiler, heltemod og næstekærlighed.

Filens helt store force er det stort anlagte scenarie, der udspiller sig, og de flotte oversigtbilleder af et sønderskudt Los Angeles. Filmens helt store problem er dog, at det hele drukner i de omtalte skud og eksplosioner og efter godt og vel en times tid bliver det rimelig udvedkommende. Filmen kører nærmest i cirkler. Et problem der bliver løst af en heltemodig indsats, et nyt og større problem der bliver løst af en endnu mere heltemodig indsats osv.

Hvis man er villig til at slå hjernen komplet fra, og bare lade sig underholde og få blæst øregangene igennem i små to timer bliver man dog næppe skuffet.

Amerikansk - med alt hvad dette indebærer

Det amerikanske marinekorps har næppe været med til at finansiere filmen, men de burde de. For når alt kommer til alt, minder Battle Los Angeles mest af alt om verdens dyreste hvervekampagne for at melde sig til læderhalsene i the US Marine Corp.

For alle de medvirkende i filmen træffer de rigtige beslutninger(i hvert fald moralske), der er ingen der har sig selv nærmest og når der er optræk til ballade sejrer fællesånden. "We fight for our families, our friends and our country" - så bliver det nok ikke meget mere amerikansk. Derfor er det også tåbeligt at filmen har fået den lille ekstra titel "World Invasion", for selvom resten af verden nævnes, så handler denne film i sidste ende udlukkeden om The US of A.