127 Hours anmeldelse

< Forrige		Næste >

Kan en film der handler om en mand, der sidder fast i en kløft i 80% af filmen være god? Det er nok det helt store spørgsmål, mange vil stille sig selv, inden de indløser en billet til Danny Boyle's nyeste film 127 Hours, der har James Franco i hovedrollen. Der er et meget enkelt svar: JA!

Virkelighedens vovehalse

127 Hours fortæller den virkelige historie om vovehalsen og bjergklatreren Aron Ralston, der i 2003 kom i noget af en kattepine, da han under en klatring kom i klemme med sin arm og var fanget i kløften. Ud fra filmens titel skal der nok ikke den helt store doktorgrad til, at regne ud hvor længe han sad fastklemt. Selvom filmen er baseret på en sand historie og det derfor ikke ligefrem er nogen hemmelighed, hvordan den ender, skal det ikke her afsløres hvad udfaldet er.

Filmens handling tager sit udspring en sen fredag aften april 2003, hvor Aron (James Franco) sætter sig ind i sin bil, kører væk fra storbyens infernalske larm og ud i det øde bjerglandskab i Utah. Her begiver han sig ud på en, hvad der skulle være helt normal tur. Det bliver dog en tur, der for altid vil ændre hans liv.

Boyle som vi kender ham

Efter den muntre Oscar basker Slumdog Millionaire er Danny Boyle tilbage med en mere dyster og barsk fortælling. Boyle slog for alvor i gennem i 1996 med Trainspotting og har siden lavet film som The Beach og 28 Days Later. Hans Slumdog Millionaire ligger meget langt fra hans tidligere filmen, men med 127 Hours er han tilbage som de fleste kender ham.

Han har sit faste hold med sig, hvilket betyder at manuskriptet nok en gang er skrevet af Danny Boyle sammen med Simon Beaufoy. Manuskriptet til bogen er baseret på (SPOILER ALERT) Aron Ralstons bog Between a Rock and a Hard Place. Musikken er igen skrevet af A.R. Rahman, som også skrev den Oscar vindende musik til Slumdog Millionaire.

Det helt essentielle ved holdet er dog, at Anthony Dod Mantle endnu en gang er med ombord. Mantle der har boet mange år i København og er uddannet på den danske filmskole beviser endnu en gang hvorfor han sidste år vandt en Oscar. Hans sans for, og evne til, at fange helt fantastisk smukke og intense billeder er imponerende. Han er ikke nomineret til en Oscar i år, men det kunne han lige så godt være. Han er i høj grad en af grundene til at filmens endelige fantastiske visuelle udtryk er blevet, som det er tilfældet.

Franco fantastic

Der er dominerende hovedroller, og så er der altoverskyggende. James Franco's præstation som Aron Ralston er et skoleeksempel på sidstnævnte. Filmen handler udelukkende om ham, og langt det meste af tiden er der ikke meget andet end hans ansigt i fokus. Det kræver meget af en skuespiller. Ikke mindst hvis det skal blive troværdigt og have det ønskede effekt. Franco klarer opgaven til perfektion, og hans Oscar nominering er helt på sin plads.

James Franco har altid haft en særlig plads i mit filmhjerte. Han har spillet de mest underlige og bizarre roller, og har alligevel altid formået at gøre rollerne til hans helt egne. Dette gør sig i den grad gældende i 127 Hours, hvor man aldrig er i tvivl om at Franco er Ralston.

Boyle, Franco & Mantle = Intens Magi

Boyle's mesterlige instruktion, Mantle's fremragende filmning og Franco's uforglemmelige skuespil gør, at filmen i sin helhed, bliver en spændende og medrivende fortælling om en ekstrem situation, der kræver en ekstrem handling. Hans 127 timers lange mareridt bliver noget af det mest intense, der længe er set. Og det kulminerer i en scene hvor end ikke den mest voldsomme scene i Saw, kan hamle op med den "ægte" og nervepirrende smerte, der brager ud gennem lærredet.

En lille ridse i lakken

Selvom Boyle formår, at vise Ralstons desperation og frustration på en glimrende måde, kunne man godt have ønsket en smule mere af dette. Det havde klædt filmen, hvis der havde været flere panikanfald og mere desperation end i de scener, hvor det nu engang er tilfældet. Samtidig er den elliptiske tid i filmen måske ikke helt afbalanceret i forhold til længden på filmen. I min optik måtte filmen gerne have varet lidt længere, hvis vi havde fået mere indblik i timerne 100-127.

Det skal dog ikke taget meget fra, en aldeles fremragende film, hvor især Franco viser hvorfor, han er og uden tvivl bliver en af fremtidens helt store skuespillere (omend hans skæg ikke vokser meget på 5 dage).