Fair Game anmeldelse

< Forrige		Næste >

Fair Game betyder noget nær "jaget vildt" og det er lige præcis hvad CIA agenten Valerie Plame Wilson blev, da hendes identitet kom frem i den amerikanske presse i 2003. Det er der kommet filmen her ud af, og resultatet er et rigitg godt stykke håndværk, der underholder fint i små to timer, dog uden at være helt så medrivende som man måske kunne have håbet.

Filmen er baseret på bøger skrevet af hovedpersonerne Valerie Plame og Joe Wilson selv, mens manuskriptet er skrevet af Jez og John Henry Butterworth, og det er de sluppet rigtig godt fra. Det er naturligvis en smule svært, at vide hvor meget der er fakta og hvor meget der er fiktion, men langt hen ad vejen virker den i hvert fald yderst troværdig.

Filmen er instrueret af Doug Liman, og i forhold til hans tidligere film er der blevet skruet gevaldigt ned for slåskampene og eksplosionerne. Han er manden bag film som The Bourne Identity, Mr. & Mrs Smith og senest Jumper. Og i forhold til disse er tempoet et helt andet. Selvom der i traileren til filmen lægges op til, at filmen er en thriller, skal den i langt højere grad ses som et drama. Som thriller fungerer den nemlig ikke optimalt, men som drama, har den stort set alle virkemidlerne på sin side.

Based on a True Story

I disse wikileaks dage er Fair Game højaktuel, den handler nemlig om hvad afsløringer af statslige hemmeligheder gør, og hvad de kan gøre mod de implicerede. Filmen foregår under Bush regeringen i 2003 hvor Valerie Plame(Naomi Watts) er operativ CIA agent. Hun arbejder primært i mellemøsten, og bliver draget ind i sagen om masseødelæggelsesvåben. Hendes mand Joseph (Sean Penn) er tidligere ambassadør, og bliver på grund af hans kendskab til området sendt til Niger. Det afrikanske land er nemlig blevet sat i forbindelse med salg af såkaldt "yellow-cake" til Irak. Stoffet der er en form for uran bruges til fremstilling af a-våben.

Både CIA og Joseph, der arbejder som konsulent, kommer dog frem til, at der ikke er noget der tyder på Saddam og Irak skjuler masseødelæggelsesvåben og dermed udgør en overhængende fare for den amerikanske sikkerhed.

Derfor kommer det også som en stor overraskelse, da CIA begynder at få besøg fra Det Hvis Hus, og i særdeleshed fra den tidligere Vice præsident Dick Cheney's kontor. Hans udsendte presser på for, at få de oplysninger de ønsker omkring Iraks mulige besiddelse af Uran. Pludselig rammer "bomben": George Bush annoncerer i sin tale at Irak har masseødelæggelsesvåben, og at de på grund af oplysningerne derfor invaderer Irak.

Dramaet i filmen

Joe Wilson er dog ikke indstillet på at lade regeringen slippe af sted med løgnen, han skriver derfor et indlæg i New York Times, hvor han forklarer hvordan han præcis ikke fandt noget mistænkeligt på hans tur. Cheney's folk er dog ikke indstillet på at lade ham slippe af sted med hans åbentmundethed. De vil derfor gøre hvad de kan for at miskreditere ham. Og denne plan går gennem hans kone. For at drage tvivl om hans troværdighed, lader de hendes ellers hemmelige identitet sive. På den måde ser det ud som om, at han blot har fået opgaven på grund af hans kone. Han fremstår som modstander af regeringen og hun bliver fyret fra sit job - and to the drama begins.

For selvom lækagen og løgnagtige regeringer naturligvis fylder meget i Fair Game, handler filmen i høj grad om det drama der udspiller sig i ægteskabet, og hvor stort et pres de kommer ud for. Hvis der er et problem med filmen, er det også netop det. Den svæver nemlig lidt mellem at være en politisk thriller og et mere regulært drama. Den fungerer fint som begge dele, men den er ikke helt oppe og ringe i nogen af kategorierne.

Fantastiske Penn og strålende Watts

At Sean Penn er en fantastisk skuespiller er der nok ikke mange der sætter spørgsmålstegn ved. Fire Oscar-nomineringer inden for de sidste 10 år, og to triumfer vidner om hans talent. Han er da også som altid bund solid. Meget af filmen er næsten som taget ud af en biografi om Penn selv. Han er kendt som kæmpe modstander af Bush regeringen, og netop derfor falder rollen ham sandsynligvis også ganske let. Watts har ikke den samme Oscar-historie som Penn, hun er dog ligeledes ganske fantastisk i rollen som den forurettede Valerie Plame. Hendes indlevelse i rollen virker glimrende og hun gør på fornemste vis brug af hele følelsesregistret.

Alt i alt er Fair Game et godt drama og en god thriller. Den formår dog ikke at blive helt fantastisk, måske i virkeligheden fordi historien er så utrolog at man dårligt kan tro på den - sand eller ej. Med alt den virak der er omkring wikileaks i øjeblikket, er det svært at forestille sig at filmen kunne komme på et bedre tidspunkt.