Somewhere anmeldelse

< Forrige		Næste >

Somewhere starter med lyden af en kraftfuld Ferrari motor, billedet dukker op, og vi som beskuere ser den kulsorte Ferrari køre rundt i ring, skiftevis inden for og uden for billedet. Man skal naturligvis ikke lede voldsomt længe efter den dybere symbolik i at hovedpersonen kører rundt og rundt, uden at komme nogen steder, ikke desto mindre bliver det ikke så oplagt at det virker søgt.

Scenen varer tilpas lang tid, til næsten at have en hypnotiserende effekt. Dette er meget symptomatisk for hele filmen, for Somewhere er ikke nogen hæsblæsende film, den er alt det modsatte. Der er tid til flere minutters klip, hvor protagonisten bare sidder i sin sofa og ryger, ellers lader sig dysse i søvn af to ellers ganske tiltrækkende blonde pole dansere.

Somewhere handler om stjerneskuespilleren Johnny Marco, glimrende spillet af Stephen Dorff. Johnny bor på det berygtede hotel Chateau Marmont i Los Angeles, der gennem de sidste par årtier nærmest har været symbol på, alt hvad det er sørgeligt ved Hollywood. Historisk set har hotellet huset et utal af stjerner, og blev i starten af firserne især kendt for, at være stedet hvor John Belushi døde af en overdosis.

Johnny's liv har ingen struktur, den ene fest overtager den anden, og det hele handler om smøger, sprut, letlevende damer og indimellem lidt arbejde. Det eneste der giver lidt mening i hans liv, er den 11-årige datter Cleo (Elle Fanning). Hun bor hos moderen, som han ikke længere er sammen med, men hun besøger ham hyppigt og er på fornavn med hotellets personale.

Ensomheden som hovedperson

Sofia Coppola der både har instrueret og skrevet filmen, har et fantastisk tag på ensomhed. I hendes helt store gennembrudsfilm Lost in Translation, var det Bill Murray der rendte hvileløst rundt på udebane i Tokyo. I Somewhere er Johnny Marco på hjemmebane, ikke destmo mindre er ensomheden endnu mere skærende. Ensomheden har en central rolle i filmen, ikke mindst tilkendegivet ved de lange klip, der i et nærmest dræbende langsomt tempo kredser om ensomheden. Om det er når Johnny skal have make-up på, kører i sin Ferrari, ryger en cigaret, ser på blonde pole dansere, eller er i bad er klippets varighed meget længere og end man er vant til fra Hollywod.

Dekadente Hollywood

Det er ikke uden grund af Sofia Coppola's film, ofte har skuespillere som omdrejningspunkt. på den ene eller anden måde. Som datter af en af historiens meste roste instruktører Francis Ford Coppola(Godfather) er hun født ind i Hollywood. Hun har set og oplevet den del af Hollywood, man ikke læser meget om i bladene. Johnny's datter Cleo, kunne meget vel være en "Coppola skikkelse". Og selvom de er subtile, er der flere halvspydige bemærkninger henvendt mod det dekadente Hollywood.

Coppolas fantastiske evne

Udover at være en ganske fremragende instruktør, er Sofia Coppola eminent til at vælge de helt rigtige hovedroller til hendes film. I 2004 fik Bill Murray en Oscar-nominering for hans rolle i Lost in Translation, efter at have været stort set overset i flere år. Stephen Dorff får måske ikke en Oscar-nominering for hans rolle som Johnny Marco, men der er dog tale om et lovende "comeback". Dorff blev spået en stor karriere i midten af halvfemserne, da han medvirkede i blandt andet Backbeat. Det helt store gennembrud er dog udeblevet, og hans største succeser inden for de sidste ti år tæller Blade og Felon. I filmen beviser han dog nok en gang, at han altså er en glimrende skuespiller. Forhåbentlig kan rollen åbne for andre og mere krævende rolle end, dem han har medvirket i de seneste år.

Det er ikke kun Dorff, der leverer en god præstation. Også Elle Fanning (Dakota Fannings lillesøster), er fremragende i rollen som den 11-årige coole, men alligevel usikre Cleo. Fanning er da også langt fra en novice i faget. Hun har allerede medvirket i mere end 10 film, blandt andre The Curious Life of Benjamin Button, Babel og The Nines.

Coppola formår at få det bedste ud af sine skuespillere. Selv Jack-ass stjernen Chris Pontius, er ganske glimrende i (den lille) rolle som Johnnys livslange ven Sammy, der fra tid til anden dukker op i filmen.

Lost in Somewhere

Somewhere er en ganske glimrende film, den er flot instrueret, velskrevet og ikke mindst velspillet. Selvom den er måske ikke helt er på niveau med Lost in Translation, er den stadig et dejlig bekendtskab. Problemet ligget måske netop i, at filmen rent faktisk ikke er så langt fra Lost in Translation når det kommer til den overordnede handling, med at finde sig selv midt i alt ensomheden.

Personligt ville jeg i hvert fald gerne se Sofia Coppola prøve kræfter med meget helt andet på et tidspunkt.