Film anmeldelser

< Forrige		Næste >

Hver for sig var de polakker, ungarer, rumænere, spaniere og italienere. Enten kommunister eller jøder. Alle ledet af en armenskfødt poet. Adskillige nationaliteter, som på hver deres måde og med hver deres baggrund havde søgt tilflugt i Frankrig. Tilsammen udgjorde de en af de mest frygtede undergrundshære i den franske modstandsbevægelse under 2. verdenskrig. Det er denne hidtil ufortalte, men sandfærdige, historie som Robert Guédiguian har sat sig for at filmatisere, og ud af det er kommet Forbyder hæren. En film som ikke blev vist i de danske biografer, men i stedet nu kan ses på DVD.

Vi befinder os i en bus, ikke en hvilken som helst bus. Inde i den sidder en gruppe mennesker, som bag tremmerne, der beskytter vinduerne, for sidste gang kan betragte hvordan borgerne i Paris intetanende går, cykler, lever præcis som de plejer.
 
Vi skruer derefter tiden tilbage til det tysk-besatte Frankrig. Året er 1941. Modstandsbevægelsen har endnu ikke set dagens lys og vi bliver derfor, én efter én, introduceret for en gruppe personer, som hver især har deres egen tilknytning til Frankrig og hvert deres grundlag for senere at skulle indgå i undergrundshæren.
Vi møder den armenskfødte kommunistiske digter, Missak Manouchian (Simon Abkarian), der anholdes af det franske politi, som dengang samarbejdede med Gestapo. De har på grund af Tysklands invasion af Sovjetunionen, indledt en jagt på kommunisterne.
Samme skæbne lider den unge svømmer Marcel Rayman (Robinson Stévenin) og hans lillebror, da deres jødiske far anholdes ligesom den unge kommunist, Tomas Elek (Grégoire Leprince-Ringuet), der sammen med hans forældre skjuler sig i Frankrig via falske papirer.
Da Missak lyver overfor det franske politi ved at nægte sin politiske tilknytning til kommunismen og derfor løslades. bliver han kort efter overtalt til at være frontfigur for modstandsbevægelsen. Et tilbud han accepterer, til trods for hans modstand overfor vold, og snart er alverdens modstandsfolk med forskellig oprindelse, samlet under et fælles mål, at bekæmpe nazisterne med de få midler de nu har. Dette bliver startskuddet til en række attentatforsøg mod tyskerne, som besvares af fransk politis heksejagt på modstandsbevægelsen, der alt sammen bunder i deres ærgerrighed overfor Gestapo.

Virkeligheden som virkemiddel
Filmens største virkemiddel må siges at være krigens virkelighed, hvor vi i filmen hverken spares for det sure eller det søde. Især ikke det sure. Robert Guédiguian viser os kyniske attentater mod nazister, som på trods af mangler på taktisk forståelse udføres ved hjælp af beslutsomhed og patriotisme. Væmmelige torturscener, hvor én af dem blandt andet involverer en bar mave og en bundselbrænder. Fransk radio og politis modarbejdelse af "terroristernes" (som radioen beskriver dem) arbejde. En modarbejdelse der udføres for en lille godbid og et skulderklap fra Gestapo .
Det er nogle af de elementer, der er taget fra den sande historie, som stadig formår at chokere i dag, næsten 70 år begivenhederne fandt sted.

En kontrast til Inglourious Basterds
Der er ikke brug for langstrakte dialoger, sort humor eller en delvis fiktiv handling som man eksempelvis ser det i Quentin Tarantinos Inglourious Basterds, hvilket betyder, at der til trods for de handlingsmæssige ligheder imellem disse to film, er tale om to modsætninger.

Desværre er der også tale om modsætninger når det kommer til skuespilpræstationerne. De sammenbidte modstandsfolk formår ikke at efterlade et indtryk i løbet af de 2 timer og 13 minutter hvor de er i fokus. Men der er absolut intet at sige til, at man ikke formår at opnå en hvis sympati for dem, da man har nok at gøre med at holde styr på et antal personer, der kunne fylde et mindre lokalsamfund og når introduktionen til de fleste er særdeles mangelfuld, er det langtfra en overskuelig opgave.

Man får dog den overfladiske introduktion i begyndelsen af filmen, hvor man blandt andet lige kommer omkring Missak, Tomas og Marcel.
Det kan dog også sagtens forsvares, da det ikke er personerne der skal bære filmen, men historien. Og den fungerer fint i filmens begyndelse, hvor det hele føles anspændt som en linedans (ikke at jeg har prøvet det). Men det er svært, for ikke at sige umuligt som tilskuer at fastholde fokus i to tempoforladte timer, som på trods af torturscener og attentater har en spændingskurve, der er ligeså flad som DR Ramasjangs godnat-tv. Dette må ikke opfattes udelukkende negativt, da fortællingen uden tvivl kunne have fungeret rigtig fint, eftersom den indeholder elementer, der kunne have gjort det til en slagkraftig beretning, til trods for et malende tempo. Desværre er den bare 30-40 min for lang til, at jeg kan kalde den det nu.