Film anmeldelser

< Forrige		Næste >

Vi befinder os i 1970’ernes Los Angeles. En tid hvor man kunne iklæde sig alt, lige fra den David Bowie inspirerede glitrende tøjstil, der sammen med en overdreven brug af make-up, ikke var unormalt at finde på diskotekerne omringet af højtaljede satin-shorts eller trompet bukser. På trods af friheden til forskellighed var det dog stadig et særsyn, i en tid hvor fyrene var på udkig efter søde piger, at se den hårdkogte Joan Jett's (Kristen Stewart) nittebefængte læderjakke, arm- og halsbånd og matchende hårfarve, løbe ned af gaden.

The Runaways er historien om de 5 rebelske piger, der sammen med den hysteriske producer, Kim Fowley (Michael Shannon), udgjorde det nyskabende pige-rockband The Runaways. Et rockband, der revolutionerede kvindernes status i musikverdenen, hvor tunge guitarriffs og et tordenvejr på bassen var forbeholdt de mandlige musikere.
Det er netop denne mulighed, som tiltaler Kim Fowley, da Joan Jett opsøger ham udenfor et diskotek og efterfølgende introducerer sig selv og ideen for ham. Han præsenterer hende for trommeslageren Sandy og pludselig er pige-rockbandet godt på vej til at være en realitet. Det går dog hurtigt op for Fowley, at der mangler noget. Det skal vise sig at den 15-årige Cherie Currie (Dakota Fanning), der med hendes udseende minder om slummens svar på Brigitte Bardot, bliver taget ind som bandets forsanger. Efter blot en enkelt koncert i en dagligstue, som afbrydes af politiet, er pigerne klar til at tage på en turné som opvarmningsband, hvilket bliver startskuddet til en tid hvor teenagepigernes succes, kaster dem ud i den klichefyldte tilværelse med sex, drugs and rock’n roll, en tilværelse især Cherie har svært ved at tackle.

Fin instruktørdebut af Sigismondi
Filmen, der er instrueret af Floria Sigismondi, er hendes debut som spillefilmsinstruktør. Hun har hidtil været mest kendt for hendes instruktion til musikvideoer. Sigismondi slipper dog ganske pænt fra The Runaways, især på baggrund af nogle gode skuespilspræstationer, i særdeleshed fra Michael Shannon, der med hans konstant nedværdigende sprogbrug overfor bandet, brillerer i rollen som den bizarre Kim Fowley.

Kristen Stewart og Dakota Fanning er også meget troværdige i deres roller som Joan Jett og Cherie Currie.
Det er Fanning der, af de to, har de bedste kort på hånden til at levere en stor præstation, da det primært er hendes håndtering af berømmelsens bagside som filmens klimaks kredser omkring. En rolle hun desværre aldrig formår funkle i, mens Kristen Stewart, i rollen som Joan Jett, mere er efterladt i en forudsigelig karaktermæssig spændetrøje, hvor hun fra sidelinjen er overladt som tilskuer til Cheries forfald.
På trods af Kristen Stewart aldrig får en reel mulighed for at skinne igennem, gør hun det virkelig godt som Joan Jett og man kun ærgre sig over det ikke er hende, der udgør omdrejningspunktet i stedet for Cherie.

Baseret på Cheries erindringer
At Joan Jett ikke er det totale omdrejningspunkt i filmen, kan måske komme som en overraskelse for mange, eftersom hun uden tvivl er den person, der efter bandets opløsning, har haft den største succes i musikverdenen. Dette skyldes, at filmen er baseret på Cherie Curries erindringer, der blev foreviget i hendes bog ”Neon Angel: A Memoir of a Runaway”, hvorfor det udelukkende er hendes tilværelse som 15-årig berømt forsanger og sexsymbol der, med tiden, bringer hende ud i et stofmisbrug, man følger. Et misbrug, som efterlader hende på randen af et sammenbrud, lignende det hendes alkoholiske far allerede er ramlet ind i.

Langtfra så nyskabende som musikken
Til trods for troværdige og glimrende præstationer, en sandfærdig historie og et glimrende og nostalgisk soundtrack, sidder man dog med en lidt tom følelse når rulleteksterne rammer en.
Det kan være svært at få øje på, hvad der helt præcist har inspireret Floria Sigismondi, til at lave denne film. For udover bandet er det første rene pige-rockband i historien, hvilket naturligvis er opsigtsvækkende i sig selv, er det ikke meget Sigismondi efterlader os med.
Man får indtrykket af, at succesen er kommet meget let til pigerne og på trods af, at de i filmen, er revolutionerende og helt nyskabende møder de, udover et par chauvinistiske kommentarer under en lydprøve, ikke megen modstand. Det er udelukkende dem selv der er skyld i deres problemer, hvilket er de samme problemer som adskillige bands gennem tiden har været ude i, i form at stof- og alkoholmisbrug.

Man får som seer altså ikke kastet noget i hovedet, udover præstationerne fra Kristen Stewart og Michael Shannon, man ikke har glemt kort tid efter DVD'en er sat tilbage på hylden.

The Runaways er dog bestemt seværdig, da både skuespillet, historien og det nostalgiske soundtrack har en underholdningsværdi. Man må bare ikke forvente et lige så nyskabende billede af et rockband, som The Runaways selv var for rockmusikken, for så bliver man skuffet.

Spørgsmålet man sidder efterladt med er, hvor mange af dem, der kan huske tilbage til tiden hvor The Runaways var aktive, reelt har en interesse i at se en ung musikers forfald, når man så mange gange før enten har set eller hørt om lignende historier.