| < Forrige | Næste > |
|---|
Thomas Vinterberg er en af Danmarks mest roste instruktører, og med Submarino viser Vinterberg endnu en gang at det ikke er ubegrundet. Vinterberg er ubarmhjertig i sin hårde skildring af miljøet i den københavnske underklasse, fyldt med stoffer og alkohol.
Der er ikke meget at grine, eller end smile af i Submarino, der fortæller en barsk historie uden lykkelige afslutninger og sjove bemærkninger.
Filmen handler om Nick, fantastisk spillet af Jakob Cedergren og hans navnløse lillebror(Peter Plaugborg). De er vokset op med svigt i familien og er begge levende beviser på at arv og miljø spiller en afgørende faktor for hvordan livet former sig.
Mens Nick i en konstant ros af guldøl og styrketræning lever livet lige på kanten, er hans lillebror forfalden til heroin. Dette harmonerer ikke særlig godt med at han er alenefar efter hans kone døde i en bilulykke. Det er ikke ligefrem et scenarie der lægger op til en munter fortælling, og det er Submarino da bestemt heller ikke. Filmen handler om de to brødres forskellige, men alligevel meget ens tilværelser, der ikke giver meget håb om en lykkeligt liv med villa, volvo og vovse.
Blottet for humor
Normalt har de danske film en vis portion humor der skal gøre op med de barske realiteter. Dette er ikke tilfældet i Submarino, filmen har enkelte kække replikker, men ellers er det et dystert virkelighedsbillede af en del af Danmark, de fleste af os lukker øjnene for.
Det yderst troværdige og velskrevne manuskript er forfattet af Tobias Lindholm, baseret på en bog af Jonas T. Bengtsson. Lindholm der også er manden bag fængselsfilmen R, har i den grad fundet sin niche med at skrive om de sørgelige eksistenser. Vinterberg har naturligvis også være med til at skrive, og her kan man for alvor mærke at han har snakket med personer i miljøet, for jargonen og sproget virker glimrende og ikke påtaget som det ellers ofte er tilfældet. Skal man brokke sig lidt bliver det over Morten Rose’s mildest talt mystiske accent som den psykotiske serbiske Ivan. Accenten virker mest af alt komisk, hvilket nok desværre ikke er intentionen.
De glimtvise håb der er i filmen bliver hurtigt erstattet af mere elendighed og flere gange er man som beskuer nødsaget til at krumme tæer af filmens personers handlinger. Vinterberg har brugt meget tid på at studere området omkring banegården og Istedgade for narkohandel. Han har brugt tidligere misbrugere som konsulenter på filmen, og det hele har været givet godt ud. Filmen er troværdig på samme måde som Per Fly’s Bænken, bare endnu barskere.
Peter Plaugborg er god i rollen som lillebroren, men blegner i forhold til sublime Jacob Cedergren der igen viser at han hører til i den absolutte elite af danske skuespillere. Det samme gør Vinterberg, der ellers de sidste par år ikke har haft den helt store gennemslagskraft i dansk film, med Submarino vender han tilbage med et knockout.
NYHEDSBREV
RSS feeds
