Money Never Sleeps anmeldelse

< Forrige		Næste >

Money Never Sleeps Året er 2008, verdens økonomi er ustabil, de store amerikanske banker hænger i med neglene for at overleve den værste krise i en generation. Den unge børshandler Jake(Shia LaBeouf) har en lovende karriere og kæmper den gode sag, for at skaffe penge til forskning i vedvarende energi.

Jake er kæreste med Winnie Gekko(Carey Mulligan), datter af Gordon Gekko(Michael Douglas), det tidligere finansgeni og tidligere indsat, dømt for insiderhandel. Gekko er blevet løsladt og er begyndt at skrive bøger om grådighed. Alt det dette tænker Jake ikke meget på, i hvert fald ikke så længe det går godt.

Men så indtræffer krisen for alvor, og bankerne krakker på stribe, ligesom investeringsselskaberne bukker under. Jake's liv er med et forandret, han går fra at være velhavende og på vej mod stjernerne til gældsat og på vej mod bunden.

Han hører et foredrag med Gordon Gekko, der fortæller om hvordan de store banker og regeringer selv har kørt økonomien i sænk, og hvordan grådigheden har overmandet hele samfundet. Friværdien er blevet allemandseje hvilket har fjernet den sunde økonomi. Samtidig forudser han at faldende huspriser vil slå bunden ud af verdensøkonomien.

Jake hiver efterfølgende fat i Gordon, han vil genskabe forholdet med far og datter som Winnie har brudt efter hendes bror døde af en overdosis. Samtidig er Jake også ude efter at få hævn over en finansmand der var med til at tilintetgøre det firma han var ansat i. Gordon og Jake begynder et samarbejde uden Winnie er klar over det. Winnie er dog langt fra klar til stole på Gordon Gekko, og det er da måske også med god grund.

Stærke præstationer i middelmådig film

Allan Loebs manuskript er overbevisende, det samme er Oliver Stones historie. Der er dog ikke nogen af delene der for alvor skiller sig ud eller virkelig skinner igennem. Det gør skuespillet derimod. Shia LaBeouf er ganske glimrende i rollen som den unge børshandler, og samspillet med Carey Mulligan er da også yderst troværdigt og overbevisende. Dejligt at se der er mere end Indiana Jones og Transformers i den unge stjerne.

Ligesom det var tilfældet i udgaven fra 1987, er det Michael Douglas der stjæler billeder i alle scener han er med i. Gekko-rollen har været med til at forme Douglas's karriere de de sidste 20 år, og det er ikke så underligt for Douglas ER Gekko. Han er overbevisende ned til mindste detalje og er med til at hive filmen det sidste stykke fra middel til god.

Men hvor er charmen ?

Shia LaBoeuf er god, Carey Mulligan er god, Michael Douglas er fremragende, men hvor er charmen blevet af? Filmen mangler i den grad det "Blue Horseshoe Loves Anacott Steel" moment den første film er i besiddelse af. Børsspekulationerne og de de hurtige penge er blevet overtaget af konspirationsteorier om store globale finanssystemer.

Filmen er god, den har mange gode elementer, den er også medrivende og generelt troværdig i sin fortolkning af verdenssituationen. Men desværre er filmen også lidt - ja rent ud sagt - kedelig. Flere passager i filmen er for lange og for intetsigende og disse er med til at ødelægge helhedsbilledet af filmen.