Film anmeldelser

< Forrige		Næste >

I 2006 skrev og instruerede den dengang 26-årige amerikanske Paul Solet kortfilmen Grace. Han mente åbenbart ideen var så god at den kunne blive til en hel film. Af uvisse årsager fandt han sågar et produktionsselskab, der var af samme opfattelse, og det er der så blevet filmen Grace ud af.

Grace handler om Madeline (Jordan Ladd) der sammen med hendes mand, Michael (Stephen Park) gennem længere tid har forsøgt at få et barn. Efter tre års forsøg lykkes det endelig og Madeline bliver gravid. Trods Michaels mors advarsler beslutter de sig for at bruge en privat jordemoder frem for den normale sundhedssystem på hospitalet.
Nu går det så hverken værre eller bedre end at de to kører galt i deres bil. Michael bliver dræbt i ulykken, det samme gør Madeline, mens hun mister barnet. Eller sådan ser det i hvert fald ud. Den lille pige, som Madeline har navngivet Grace bliver dødfødt, men lever på mirakuløs vis op.
Det viser sig dog hurtigt at Grace bestemt ikke er som alle andre små babyer. For det første sværmer fluerne omkring hende, og så kan hun ikke lide mælk. Derimod er hun helt vild med blod, og sutters til Madelines bryster går i stykker og blodet flyder. Paradoksalt nok er Madeline veganer og spiser derfor ikke kød, derfor kommer hun også hurtigt i blodmangel. Med andre ord hun til at finde andre måder at skaffe blod på.
Alt i mens er hendes svigerforældre og især svigermoderen stærkt opsat på at de skal have barnet frem for Madeline som hun ikke mener er egnet til at passe på lille Grace. Svigermoderen er dommer og allierer sig med en læge der skal erklærer Madeline for uegnet som mor.
Ikke en typisk gyser
Grace er ikke en typisk gyser, der er ikke mange effekter, der er ikke meget rædsel og generelt er der heller ikke meget spænding. Filmen opbygger gennem en lille halvanden time en ubehagelig stemning og det er det eneste der holder filmen kørende. Det er ikke dialogen, det er bestemt ikke skuespillet og det er da slet ikke ikke historien.

Det skal dog siges at Paul Solet rent faktisk lykkes med at opbygge denne ubehagelige stemning, desværre fører det ikke rigtig nogen steder hen. Derfor sidder man også en smule uforløst tilbage når rulleteksterne kører over skærmen.
For selvom stemningen måske er vellykket, så slæber filmen sig  ganske enkelt af sted i et dræbende langsomt tempo. Et tempo der gør at man minut efter minut mister slet og ret interesseren. Og det er altså til trods for at filmen kun varer lidt over 80 minutter.