| < Forrige | Næste > |
|---|
For godt 15 år siden revolutionerede Toy Story animationsfilm for altid. Der er ikke det helt store revolutionerende over Toy Story 3, alligevel er film noget nær det perfekte og oser af kvalitet, humor og ikke mindst et fandens godt stykke håndværk der henve
nder sig til alle, ung som gammel.
Denne anmeldelse er baseret på den amerikanske udgave af filmen, hvorfor de originale navne vil blive benyttet.
Andy er ikke længere et barn og er på vej på Collage. Derfor står Woody, Buzz, Potatohead og alle de andre for en stor omvæltning i deres hverdag. Andy er 17 år og er blevet for gammel til at lege med sine tidligere bedste venner. Derfor er der i den lille gruppe frygt for at ende på lossepladsen.
Det viser sig da også hurtigt at frygten tildels er begrundet, i hvert fald for alle på nær Woody, der hvis alt går efter planen skal med Woody på collage. Nu er det bare sådan som det så ofte er: Alt går ikke som planlagt.
En række meget lidt plausible hændelser gør at Woody sammen med sine venner pludselig er på vej til genbrug i den lokale børnehave Sunnyside. Da de kommer dertil virker alt som himlen for legetøjsvennerne der hungrer efter at blive leget med. Det legetøj der er der i forvejen fortæller om hvor fantastisk et sted det er, alligevel vælger Woody at forlade dem og i stedet vende hjem til Andy.
Igen går alt dog ikke som planlagt i stedet er der lagt i kakkelovnen til et eventyr af den helt store slags, der er bedrageri, heltemod, kærlighed, jalousi og alt hvad der skal til for at fortælle en god historie. Og det er lige præcis hvad Toy Story 3 er. En pokkers god og ikke mindst uhyre opfindsom historie, der er så medrivende at man helt glemmer at Woody og Buzz er en stof cowboy og en plastik rumagent.
Voksen og følsom
Pixar beviste med Wall-E og UP, at de kan lave film hvor følelserne får frit løb uden at det bliver søgt eller corny. Det virker ægte også selvom det kommer fra de mest utænkelige væsner. Alt legetøjet har følelser ligesom os mennesker, og de forstår at vise det. Noget af det absolut geniale ved filmen er at følelserne der vises til hver en tid virker ægte, og derfor bliver filmen medrivende og man føler virkelig sammenholdet mellem figurerne.
Vi kender alle sammen at der sker noget nyt i vores liv, hvilket får betydning for andre. Toy Story viser os at de ændringer der sker, ikke kun har betydning for os selv. Når Andy tager på collage er det ikke blot en stor omvæltning for ham, det er det også for hans legetøj og ikke mindst hans mor der pludselig skal vænne sig til en nu hverdag. Alle handlinger har en betydning, og et hvert valg betyder også er fravalg.
Afbalanceret 3D.
Da den første film kom i 1995 var den den første fuldlængde animationsfilm og var en milepæl i animationsgenren. Der er sket meget de sidste 15 år, alligevel er den største ændring blot at filmen denne gang præsenteres i 3D. Det er ikke ud-i-hoved-3D, men er perfekt afbalanceret og forsøger ikke at skabe de store effekter, men blot give filmen den perfekte dybde og det lykkes.
I 1995 var den nyskabende, i dag er det måske ikke nyskabede animationer, men alt ved selve produktionen er yderst imponerende, ligesom filmen er det som helhed.
Meget skal i hvert fald gå galt hvis ikke Toy Story 3 modtager en Oscar for bedste animationsfilm, når disse uddeles næste år.
NYHEDSBREV
RSS feeds
BTA
said:
 |
... Rigtig god anmeldelse af en rigtig god film. Jeg er helt enig i alle dine pointer. Ofte glemmer man helt, at det er legetøj, man sidder og ser på. Historien og følelserne bliver så ægte og levende, at Toy Story 3 rykker helt op over, hvad man kan forvente af en animationsfilm. Vi så den i BFI IMAX i London på 520 kvm skærm, og det var en kæmpe oplevelse i sig selv, men med så god en film bliver oplevelsen lige det bedre. |
