
I 2005 lavede Lexi Alexander
Green Street Hooligan, filmen blev ikke nogen stor økonomisk succes i biograferne. Den har dog fået en vis status og fået et fornuftigt liv på dvd, hvilket altså har været nok til at nogen har valgt at satse på en efterfølger til filmen - gid det dog ikke var sket.
Matt Buckner der blev spillet af Elijah Wood i den første film, bliver ikke nævnt. Den anden hovedperson fra den første film Pete Dunham (Charlie Hunnam) er blevet slået ihjel og hans kammerater er kommet i fængsel, og det er så her hele filmen udspiller sig. De tre venner Dave, Keith og Ned kommer i fængsel sammen på grund af slåskampe og kommer med det samme i infight med Big Marc Turner, der er Millwall fan og dermed en svoren fjende. Hele filmen handler om de rivaliserende grupperinger i fængslet, tyndt ? Ja!
Green Street Hooligans var ikke nogen fantastisk film, men Hooligans 2: Stand Your Ground er alligevel en skændsel mod den. Den oprindelige film fik kritik for ikke at være realistisk og kaste et positivt lys over den voksende hooliganisme.
Denne efterfølger er nærmest voldsglorificerende, i filmen kan alt klares med vold og det handler bare om at kunne slå hårdest, så er alt andet underordnet.
Egentlig burde filmen nok nærmere blot have hedder Stand Your Ground, for fodbolden og tilhørsforholdet til klubben er nærmest fuldstændig udeladt. De to rivaliserende bander der i fængslet er tilhængere af henholdsvis Millwall og West Ham, hvor sidstnævnte er hovedpersonerne klub. De er en del af GSE - Green Street Elite og skyr ingen midler og frygter ingen. Og så er der ellers ikke meget mere fodbold af relevans.
Det er meget svært at finde noget decideret positivt at sige om filmen. Manuskriptet er dårligt, instruktionen tvivlsom og skuespillet i bedste fald middelmådigt. De utallige voldsscener er dog godt lavet og vel koreograferet.
Filmens instruktør Jesse V. Johnson er da heller ikke ligefrem kendt for at have instrueret nogen film der overhovedet er værd at nævne. Dog har Johnson haft en en fin karriere som stuntmand, hvor han blandt andet har arbejdet på film som Mission Impossible 3, Terminator 3 og Avatar.
Hvis man kan lide at se engelske tilhængere af lavt rangerende fodboldklubber slå løs på hinanden uden grund, er Hooligans 2: Stand Your Ground et godt valg. Hvis man derimod er til film med handling, er der alt mulig grund til at gå en lang bue udenom dette makværk.