The Wolfman anmeldelse

< Forrige		Næste >

I disse tider virker det som om hver anden gyserfilm der udkommer, er et remake. Det er dog sjældent at de bliver lavet med så store ambitioner som The Wolfman. Filmen er et remake af Universals klassiker The Wolf Man fra 1941, der blev instrueret af George Waggner og havde blandt andre Claude Rains og Lon Chaney på rollelisten.

Den nye udgave der er instrueret af Joe Johnston, er blevet til med store armbevægelser. Filmen har kostet i omegnen af 150 millioner dollars, eller ikke langt fra en milliard kroner. Det skal dog nævnes at filmen mere er en fortolkning, end det er et decideret remake.

På skuespillerfronten er der bestemt heller ikke sparet, Benicio Del Toro, Sir Anthony Hopkins og Emily Blunt udgør grundstammen i filmen. Alle leverer ganske glimrende præstationer, hvilket er med til at hæve en ellers lidt ordinær film op.

Lawrence Talbot (Del Toro), er en kendt skuespiller i London men kaldes hjem til barndomshjemmet da hans bror er forsvundet. Da han kommer hjem til viser det sig dog at broderen allerede er fundet - død. Tilbage er kun faderen(Hopkins) og broderens smukke forlovede Gwen (Blunt). Broderen der er fundet i en nærliggende grøft og er blevet mishandlet grumt. der går mange historier i den lille by om hvad der kan have forsaget døde, hvor alt lige fra bjørne, mennesker og misfostre nævnes.

Lawrence er fast besluttet på ikke at forlade barndomshjemmet, før han har fundet ud af hvad der dræbte hans bror. Det viser sig dog hurtigt at hvad det end var der dræbte ham, var det ikke menneskeligt, hvilket Lawrence finder ud af på nærmeste hold.

Mange af de remakes der kommer i øjeblikket et peppet op med mere eller mindre succes. The Wolfman er holdt utrolig tro, i den gamle stil og fungerer i stort set alle henseender meget klassisk. Det er mørket, de dystre kulisser, de vrinskende heste og gøende hunde, der er med til at opbygge den uhyggelige stemning.

Hvis man er til den slags, er filmen naturligvis fyldt plads til filosofering og fortolkning om det gode og det onde og mere eller mindre tydelige Freud henvisninger. Man kan dog også bare læne sig tilbage og lade sig rive med i historien, og så ikke tænke nærmere over, hvor ofte det eksempelvis er fuldmåne.

Det der trækker filmen op er især to ting. At den ikke falder i fælden og skulle være nutidig, men holder sig tro de gamle klassiske overtroiske gysere, og skuespillerne i filmen gør den til et godt bekendtskab. I alt for mange remakes bliver der sparret gevaldigt på de menneskelige talenter til fordel for effekter, men i sidste ende betyder effekterne ikke meget, hvis de udføres uden sjæl.

The Wolfman er bestemt ikke perfekt, og klicherne står nogen gange i kø for at komme til, men hvis man kan se bort fra dette er filmen et frisk pust i en ellers lidt fastlåst gysergenre. Filmen blev dog desværre langt fra nogen økonomisk succes for Universal, hvilket kan betyde de overvejer langt mere næste gang de skal investere i genren.