
Neil Marshall skabte med
The Descent i 2005 et ganske gedigent lille hit. Godt nok indspillede filmen kun lidt over 50 millioner dollars, men da den blot havde kostet omkring 7 millioner var den ganske rentabel. Desværre har Marshall ikke haft det mindst at gøre med efterfølgeren
The Descent: Part 2. Det er da også meget svært at forestille sig at efterfølgeren er blevet til med hans velsigelse, og filmen mangler da også meget af det der netop gjorde den første film til noget specielt.
2005 udgaven var et mesterværk hvad angår klaustrofobiske scener, disse scener er ikke tilnærmelsesvis lige så vellykket i Part 2, der har for travlt med at ville skræmme til at der bliver opbygget en historie og et forhold til persongalleriet.
Hele historien lukrerer da også blot på hvad Marshall har skabt. Hovedpersonen er igen Sarah Carter, der som den eneste overlevede i den første film. Hun bliver fundet på en vej smurt ind i blod, voldsomt forslået og dybt traumatiseret.
Traumatiseringen gør også at hun naturligvis ikke kan huske hvad der er sket i grotterne, og hvad er så mere logisk for en lokale sherif end at trække den dybt rystede kvinde en tur med ind i grotterne samme med et lille hold af hjælpere.
Man skal nok ikke have set mange gyserfilm for at kunne regne ud af det ikke går helt så let. Sarah har ikke været mange minutter i grotterne inden hendes hukommelse begynder at dukke op igen, og så går hun i panik.
Pludselig finder hele holdet sig faret vild i de mørke grotter, og pudsigt nok viser det sig også endnu en gang at de ikke er alene, men omringet en blodtørstige væsner.
På mange punkter er The Descent: Part 2 et ganske hæderligt forsøg på en god gyser, der er desværre bare lige så mange punkter hvor den ikke formår at leve op til forgængeren. Og det er da også svært at se hvordan der skulle komme en tredje film, eftersom denne end ikke fik chancen i biograferne.
Udover at filmen slet ikke lever op til forgængeren er mængden af karikerede og klichefyldte biroller for stort til at filmen for alvor bliver skræmmende eller for den sags skyld medrivende. I alt sin enkelthed, så prøver filmen simpelthen bare for meget