| < Forrige | Næste > |
|---|
Ridley Scott og Russell Crowe er efterhånden et lige så fast makkerpar som Egon Olsen og hans bowlerhat. Med Robin Hood har de nu indenfor de sidste 10 år lavet ikke mindre end fem film sammen. Og det er da heller ikke svært at se hvorfor, for de to er bare et ufattelig godt match - ikke mindst når det kommer til kampscener.
Man skal ikke lede længe efter ligheden med mesterværket Gladiator fra 2000, til gengæld skal man lede længe efter den klassiske Robin Hood fortælling. For Ridley Scott og manuskriptforfatteren Brian Helgelands version af Robin Hood er noget anderledes end vi kender den fra Kevin Costner og Errol Flynn's versioner.
Russell Crowe's Robin Hood er ikke den gode samaritaner, han er ikke uskyldig og en god kristen. Han er ligeledes langt mere hårdtslående med sværd og økser, end han er skarpskydende med bue og pil.
Ridley Scott's version er da heller ikke den klassiske fortælling, det er derimod en prequel til det nok så kendte 'Nottingham' univers. Filmen fortæller historien om Robert Longstride(Crowe), der vender hjem fra krig i Frankrig sammen med sine trofaste følgesvende. Krigen har kostet Kongen (Løvehjerte) livet, og derfor ved man da også fra start at han ikke dukker op i slutningen og redder dagen.
Da Longstride vender hjem til England, er det ikke det samme sted han forlod for ti år siden. Kongens korstog har gjort dybt indhug i landets formue og en konkurs er faretruende tæt på. Den nye konge John vil kræve skatter fra alle i landet, for at genopbygge landets rigdomme. Alt i mens er John forblændet af kronen og driver landet på randen af konkurs og bliver skyld i en overhængende fare for at blive invaderet af Kong Phillip af Frankrig. Heldigvis er der stadig gode mænd i kongen rige der kæmper for at dette ikke sker.
Ridley Scott's version handler om at finde ind til hjertet og sjælen af Robin Hood ,og fortælle den rigtige historie om hvorfor han uretfærdigt blev gjort lovløs. Den handler ikke så meget om at tage fra de rige og give til de fattige. Sheriffen af Nottingham er heller ikke længere central, er er blot en lille brik i det store spil.
Det kan virke som om det er en helt ny historie, det er det dog ikke. Det er stadig den kampen mellem det gode og det onde, og nærmest demokratiet mod diktatoren. Og eftersom det er Ridley Scott ,så er det hele naturligvis pakket lækkert ind i episke slagscener, litervis af blod og masser af pile gennem skjolde og hoveder.
Ridley Scott's Robin Hood går måske ikke over i historien som den bedste fortolkning, men den er uden tvivl den mest hæsblæsende. Samtidig er der lagt godt i oven til en eller flere efterfølgere hvor legende kan fortælles videre.
Russell Crowe er glimrende i rollen som Robin Hood, Cate Blanchett er ligeledes god som Lady Marion. Generelt er der rigtig mange fine præstationer fra skuespillerne. Max von Sydow, William Hurt, Mark Strong gør alle et glimrende stykke arbejde og er deres karakterer troværdige.

NYHEDSBREV










