Dear John anmeldelse

< Forrige		Næste >

Dear John Den unge kvinde Savannah (Amanda Seyfried) taber sin taske i vandet fra en høj mole, heldigvis er John (Channing Tatum) snarrådig og hopper fra molen ned i vandet og redder tasken. Og sådan starter romancen mellem de to unge mennesker, en romance der er stå stærk som livet selv. Der er bare et problen, John er i hæren og er kun hjemme et par uger, inden han skal tilbage.

De to uger til tilbringer sammen er magiske, og de forelsker sig hovedkulds i hinanden på trods af modsætninger. John er den hårde type der ikke har voldsom meget tilovers for mennesker og tidligere har været lidt af en rod.

Savannah derimod er noget der minder om reinkarnationen af Moder Terasa, hun er en pæn piger der ikke kunne drømme om at bande, hun bygger huse af til folk i nød, og så passer hun naturligvis også en autistisk dreng.

De de to trækkes fra hinanden af henholdsvis studie og hæren begynder de at skrive sammen. Hver gang der er et øjeblik skriver de deres tanker og holder sig på den måde i kontakt og holder kærligheden i live. Man ak og ve så sker der noget skrækkeligt - 9/11 - og pludselig ser verden helt anderledes ud.

John beslutter sig uden den store tøven for at tage en tur mere som udstationeret, også selvom Savannah bestemt ikke er af samme mening. Nok en gang er de to unge elskende tvunget til at elske på afstand.

Det kan måske lyde som en rigtig god film for teenagepiger der var vilde med forfatteren Nicolas Sparks' The Notebook. Og det er det da sikkert også, men for alle andre er der tale om en yderst tynd kop te. Handlingen trækker ud, og den eneste grund til at filmen kommer over halvanden time er alle de breve man er tvangsindlagt til at høre på. Det er til trods for at mange af dem ikke har den helt store betydning i forhold til noget som helst.

Middelmådige skuespillere i middelmådig film

Amanda Seyfreid er nogenlunde stabil i rollen som Savannah, hvilket er mere end man kan sige om Channing Tatum der laaaangt fra er nogen åbenbaring. I G.I. Joe introducerede Tatum sig ene udtryk, og der går så igen i Dear John. Hans mimik er stort set ikke eksisterende og det reddes altså ikke af en pæn og veltrænet krop. Richard Jenkins er ude sammenligning filmens lyspunkt som John's lettere autistiske far, hvorfor han har sagt ja til denne er dog en gåde.

Nicholas Sparks der har skrevet bogen som ligger til baggrund for filmen her tidligere stået bag tåreperserne The Notebook og A Walk to Remember, der er ingen tvivl om at Dear John forsøger at få tårerne frem, og denne slags virker altså bedst når det ikke forsøges at fremprovokeres i en grad som denne. Instruktøren Lasse Hallström sidder nærmest med et løg helt oppe i øjnene på sit publikum i et forsøg på at tvinge tårerne frem, og der er da heller ikke nogen tvivl at det nok skal lykkes hos en stor del af filmens kernepublikum.

Nicholas Sparks er også manden bag den kommende The Last Song med Miley Cyrus i hovedrollen. Hvorvidt denne bliver mere vellykket vil vise sige, men man kan have sine bange anelser.