Film anmeldelser

Endelig er fortsættelsen til kæmpe succesen Iron Man i biograferne. Den narcissistiske mangemillionær Tony Stark (Robert Downey Jr.) har indrømmet sin ‘hemmelige’ identitet for verden, og han bader sig i den naturlige opmærksomhed, der følger. Samtidig forsøger den amerikanske regering at få fingre i den teknologi, der gemmer sig bag jernskjorten, en ny konkurrent forsøger at stjæle Starks trone på våbenmarkedet, og en bitter russer (Mickey Rourke) stiller sig op mod den uovervindelige Iron Man.

Mørket gemmer sig lige under overfladen
Den første film om superhelten Iron Man fik en pæn modtagelse - fra publikum såvel som filmkritikerne. Succesen har utvivlsomt haft noget at gøre med den charmerende humor, der driver de langsomme snakkescener frem, og de ekstremt flotte og fede actionsekvenser. Superheltefilm oplevede en gigantisk nedtur i slutningen af 90‘erne, men heldigvis kom der i det nye årtusinde nyt liv i genren. Det har givet os den ene kæmpesucces efter den anden, og genren må siges at være blevet en af de mest indbringende og interessante i nyere tid. Naturligvis er det stadig maskerede latexbeklædte superhelte, men mulighederne inden for genren bliver hele tiden større, og historierne får hele tiden mere og mere dybde.

Iron Man-filmene står mellem de alvorlige, mørke superheltefilm og de mere humoristiske, der er typisk for filmene fra Marvel-universet. Tony Stark kæmper med personlige dæmoner, men han flygter i rampelyset, opmærksomheden og den næsten guddommelige status, han har opnået i Iron Man 2. Det giver anledning til mange humoristiske, pudsige scener, hvor Robert Downey Jr. spiller sublimt som den alkoholiserede, overmodige superstjerne. Historien om Tony Stark starter en smule tamt, da han bruger hvert øjeblik til at rose sig selv og sine gerninger. Det er næsten kvalmende at se på - og det er jo netop pointen. Hele det psykologiske aspekt har ikke en central plads, som vi ser det i andre af tidens populære superheltefilm, men det skjuler sig lige under overfladen. Årsagen er naturligvis, at Stark hele tiden forsøger at flygte fra at bearbejde sine følelser og mørke sider. Det ville virke utrolig påtaget, hvis filmen havde en hvilken som helst anden indgangsvinkel.

Skuespillet driver filmen frem
I den første Iron Man-film blev der stillet en række spørgsmål tilknyttet den korrupte bestyrelse i Stark Industries. Det var primært problemerne omkring selskabet og Tony Starks ligeglade holdning, der udgjorde plottet. Naturligvis blev der hentydet til historier, der ville fortsættes i Iron Man 2 - Tony Starks sidekick James 'War Machine' Rhodes og det hemmelige selskab S.H.I.E.L.D. Disse bliver naturligt fulgt op i fortsættelsen. Dog stiller Iron Man 2 måske flere spørgsmål, end den giver svar. Vi får kun ganske få detaljer omkring S.H.I.E.L.D., og en række nye karakterer bringes på banen uden yderligere forklaring - fx Scarlett Johansson i rollen som Natalie Rushman, der har meget plads i filmen, men ikke i historien. Filmen skal selvfølgelig have tråde, der leder videre til den tredje film - for tro mig, der kommer en Iron Man-film mere, men måske er der bare for mange plotmæssige blindgyder. Det er en anelse utilfredsstillende med så mange ubesvarede spørgsmål, der mest fungerer som ledetråde til en tredje film og en fremtidig Avengers-film.

Til gengæld får vi den ene enormt fede skuespillerpræsentation efter den anden. Robert Downey Jr. er en af mine absolutte yndlings skuespillere, og han formår altid at levere flotte præsentationer. Den første Iron Man toppede netop på grund af Robert Downey Jr., og det samme er tilfældet for den Iron Man 2. Hans portræt af Tony Stark er charmerende og livligt, koldt og menneskefjendsk. Hans kyniske facade som den arrogante playboy fungerer perfekt over for de scener, hvor han er selvmedlidende og næsten følelsesmæssigt afstumpet. De hovmodige handlinger fører ham dybere ned i et mørkt hul, og den dystre deroute mestrer Robert Downey Jr. som ingen anden.

Derudover medvirker Mickey Rourke som den russiske skurk Ivan Vanko. Rourke er måske en af de skuespillere, der har oplevet størst succes med sit comeback som skuespiller. Efter pragtpræstationer i Sin City, Domino og ikke mindst The Wrestler, er han nu klar til at gå hele vejen til det mainstream publikum i en garanteret blokbuster. Rourke har et talent for indlevelse, som jeg sjældent har set. Han bringer sine karakterer til live på lærredet, og hans passion for skuespiller stråler hvert sekund, han er på skærmen. Det samme er tilfældet i Iron Man 2. Han slår gnister i filmen med sit portræt af den kyniske og ondskabsfulde Ivan Vanko, hvor han giver karakteren personlighed og dybde. Det forekommer umuligt at tilføje karakteren nogen form for menneskelighed, men Rourke beviser endnu engang, at han er en skuespiller i top ligaen.

Underholdende, men spækket af fyld
Iron Man 2 er ligesom sin forgænger en enormt underholdende film. Der er på intet tidspunkt langtrukne pauser, og filmen dvæler ikke ved gentagelser eller følelsesmæssige øjeblikke. Det er en enorm styrke, da underholdningen er helt i top fra første øjeblik og helt frem til slut. Actionscenerne er visuelt detaljerede i en grad, der overgår de andre film i genren, og de filmiske virkemidler supplerer scenerne på en formidabel måde. Hovedrollerne er nærværende og spændende, hvor Robert Downey Jr. og Mickey Rourke leverer mesterlige skuespillerpræsentationer.

Til gengæld er filmen spækket af biroller, hvor alle forsøger at komme igennem med personlighed og dybe. På det område gaber filmen over for meget, da sidekonflikterne og personerne aldrig bliver uddybet tilstrækkeligt. Mange af disse vil formodenligt gå direkte over i efterfølgere, men i Iron Man 2 fungerer de mest som overflødige sidebemærkninger. De mange spørgsmål, der ikke besvares, giver filmen en utilfredsstillende afslutning. I stedet for at lancere de mange biroller, burde den have uddybet hovedhandlingen - måske med mere baggrundshistorie for vores to hovedroller.

 

 

 

 

Tweet