Funny Games US

< Forrige		Næste >

Michael Hanneke fejrer tiåret for den tyske udgave af Funny Games ved at indspille filmen igen, bare på engelsk og kalde den Funny Games US. Det er et tyndt grundlag at tjene penge på, men på den anden side, havde han ikke gjort det, var der mange der var gået glip af denne film. Filmen er stort set identisk med Funny Games fra 1997 med Ulrik Mühe(De Andres Liv), det er ikke en nyfortolkning, det er egentlig bare en oversættelse.

Naomi Watts og Tim Roth spiller et ægtepar der sammen med deres søn George jr. tager ud til deres sommerhus, beliggende i et finere kvarter. De har ikke været der længe, da Paul(Michael Pitt), en nydelig klædt ung mand, kommer over for at låne nogle æg. Pludselig er der en ung mand mere i huset, nemlig Peter(Brady Corbet).

Begge de to overklassedrenge, virker truende på en beregnende, isnende måde, samtidig forbliver de høflige, hvilket er med til at forstærke uhyggen. Selvom de to unge er høflige er man aldrig i tvivl om at der er noget galt.

Der går da heller ikke længe inden George(Tim Roth) vrider sig i smerte og legen kan begynde. De to unge mænd spiller et sygeligt spil med væddemål, hvor de skiftevis torturerer deres fanger psykisk og fysisk.

Familiens valg af sommerhus en time uden for byen, virker nu ikke længere som et godt valg, da der ingen hjælp er at få. Filmen tager direkte kontakt til beskueren i et par sekvenser, hvor Peter henvender sig direkte til kameraet og tvinger en til at tænke sig om. Hanekes samfundskritik er nærmest rettet mod seeren af filmen og sætter spørgsmålstegn ved meningsløs vold og om hvorvidt det kan betegnes som simpel underholdning eller om man rent faktisk ønsker at familien skadet.

Lydsiden af filmen er god, eller nærmere ikke til stede. Rettere sagt, der er ikke brugt underlægningsmusik i langt størstedelen af filmen, dette er også med til at stabilisere den nervepirrede fornemmelse af at noget er galt.

Corbet og Pitt gør det begge glimrende som de to skrupelløse overklasse psykopater, på intet tidspunkt kan man rigtig sætte sig i deres sted. De spiller med en overbevisning der nærmest øjeblikkeligt gør, at man hader dem, og ikke kan se det positive i de to mennesker, uanset hvor dybt man kigger.

Tim Roth og Naomi Watts gør nærmest som altid en god figur. Man skal være lavet af sten, for ikke at have medlidenhed og medfølelse for de to stakkels sjæle der får vendt deres gode liv op og ned, ved at blive besøgt af det onde. Selvom filmen er god er der stadig kritikpunkter, der er svære at komme uden om.

En genindspilning, bør ikke være en direkte kopi af en ti år gammel film. Det er klart at det er svært for Haneke der selv har lavet filmen, og sikkert mener den er perfekt. Derfor ligger den amerikanske udgave så tæt op af den tyske, at det nærmest er grotesk. Der burde være grobund for en masse ekstramateriale omkring den oprindelige film, dens indflydelse for Haneke og for tysk film. Men alt er skåret væk, ekstramaterialet består af kun 4 trailers.