Impact anmeldelse

< Forrige		Næste >

Impact 180 minutter på katastrofekurs. Lyder det som noget for dig? Så læs endelig videre, hvis ikke så stop her. I 2008 lavede Mike Rohl miniserien Impact, den er nu udsendt på dvd. Man er ikke i tvivl om at der er tale om en tv-produktion, men langt hen ad vejen gør det ikke noget.

Rent videnskabeligt holder historien sikkert ikke vand, men det er også de menneskelige relationer der er i højsædet og ikke store actionprægede sekvenser som i Armageddon og Deep Impact som filmen åbenlyst er meget inspireret af.

En ellers ufarlig meteorregn udvikler sig katastrofalt. Bag de mange ufarlige meteorer har nemlig gemt sig en større meteor som alverdens forskere ikke har set og derfor ikke har forberedt sig på. Den rammer månen og slår denne ud af kurs.

En måne ude af kurs er lig med en forvrænget tyngdekræft, og jo tættere månen kommer på jorden, jo mere ude at balance kommer den. Og hvad nu når månen og jorden tiltrækker hinanden så meget at de til sidst kommer på kollisionskurs?

Det er det scenarie Impact er centreret omkring. Hvad sker der hvis jordens befolkning får at vide de kun har godt 40 dage tilbage at leve i, og vigtigst af alt, kan katastrofen undgås.

Generelt minder filmen på mange punkter som en decideret mashup af netop Armageddon og Deep Impact bare uden det store Hollywoodbudget til skuespillere, effekter og instruktør. Og så får man dette resultat, et projekt der gerne vil en hel masse, men langt hen ad vejen lider under det faktum at budgettet simpelt hen ikke har været til mere.

Der er lagt fokus på følelserne mellem enkemanden og forskeren Alex (David James Elliot), hans børn og deres farfar Lloyd (James Cromwell). Ligesom der er plads til en kærlighedshistorie mellem Roland (Benjamin Sadler) og Martina (Florentine Lahme). Midt i det hele befinder Maddie Rhodes (Natasha Henstridge) sig som lederen af det forskerhold der skal redde jorden ved hjælp af en modig plan der ikke er uden omkostninger.

"Filmen" varer 3 timer og er teknisk ikke af specielt høj kvalitet, alligevel bliver den ikke kedelig og man føler sig egentlig langt hen ad vejen godt underholdt. Men den bliver alligevel hen mod enden lige lovlig lykkelig og utrolig nok og derfor mister den også en god portion troværdighed.