pandorum anmeldelse

Pandorum

< Forrige		Næste >

Pandorum foregår langt ude i fremtiden, jorden er gået under og det kæmpe Noas ark ligende rumskib Elysium (der desuden er den græske mytologi's svar på himlen) er på vej mod planeten Tanis. Noget er dog gået helt galt undervej på den 123 år lange rejse. Bower (Ben Foster) og Payton (Dennis Quaid) vågner forvirret og rundtosset op efter flere års hypersøvn.

Efter at være kommet sig en smule oven på chokket og hukommelsestab begiver Bower sig ud for at finde skibets reaktor for at genstarte den i håb at få kontrollen tilbage over Elysium.

Der går da ikke mange øjeblikke før det viser sig at den er helt gal på Elysium og at alt langt fra er som det skal være. Det vrimler med underlige vanskabninger, der mest af alt minder om dem, man kunne se i Neil Marshall's The Descent fra 2005.

Handlingen i Pandorum er alt for pompøs, til hvad der rent faktisk lykkedes for filmen. Jordens undergang, menneskelige svagheder, magtsyge og lignende er ikke for store emner for den tyske instruktør Christian Alvarts. Travis Millroy der har skrevet filmen og historien har simpelt hen ville for mange ting og ikke besværet sig med at kæmpe alle sammen til ende.

Det er ikke utænkeligt at Millroy har haft Charles Darwin og Arternes Oprindelse i tankerne da han skrev filmen og opfandt de muterede monstre, der har tilpasset sig for at sørge for at den stærkeste overlever.

Filmen minder om en mellemting mellem The Descent, Resident Evil rummet, Event Horizont og mange andre sci-fi gysere. Og det er også en af filmens svagheder, for selvom den har en del positive elementer så bliver den aldrig rigtig sin egen fordi den hele tiden læner sig op af mange andre lignende film.

Filmen har mange gode ideer, det er dog langt fra alle sammen der er lige veludført, og alt i alt nok også grunden til filmen aldrig fik chancen i biograferne.