| < Forrige | Næste > |
|---|
Det er her den fjerde udgivelse med Peddersen & Findus samt alle de andre karakterer fra det kendte univers. Det er sommer, så der er dømt eventyr, når Findus dømmer dagen for ‘kastedag’. Peddersen skal genfinde sin svømmeevne, og Findus forsøger sig som stor - i stedet for at være en lille kat.
Den store mand og den lille kat
Filmen går stille frem med den ene fortælling efter den anden. Peddersen stiller sig op imod sin nabo, der tvivler på Peddersens evner. Findus får lov at prøve, hvordan det er at være stor. Peddersen mister hukommelsen, og Findus fortæller sjove historier om alle de spøjse oplevelser, de to har haft gennem tiden.
Der er noget helt fortryllende over at se en tegnefilm, der er tegnet som “i de gode gamle dage” - naturens romantik er velbevaret, den barnlige glæde er intakt, og nysgerrigheden gemmer sig over alt i de mange flotte tegninger. Det er helt bestemt filmens største styrke, at den holder sig til en mere traditionel, romantisk tegnestil. Jeg mener bestemt, det både er en oplevelse for børn såvel som voksne. Humoren bygger på morsomme sammenstød og hverdagsløjer. Det er en fornøjelse at se, der i animations- og 3D-tidsalderen stadig eksisterer så traditionsrig en tegnestil og så hverdagsagtig en humor.
Jeg er helt vild med filmens tegnestil, det rolige tempo og hverdagsemnerne. Det holder hele vejen igennem, og selv som voksen føler man sig underholdt. Selv filmens budskaber bliver fortalt på en fornuftig måde, der ikke forsøger at belære tilskuerne, men i stedet fungerer mere som en hjælp til at forstå den sommetider usammenhængende verden.
De mange fortællinger
Filmen har desværre en stor svaghed, og det er de mange fortællinger og små historier. Hver enkel af fortællingerne har naturligvis sin egen charme, men der mangler en større sammenhæng. Filmen har ikke en stor historie, som den bygger over. Det er i mine øjne en svaghed.
Der mangler en udvikling i historien og i karakterene i historien. Selvom Peddersen da mister hukommelsen, og Findus bliver nødt til at fortælle ham historier, er der ikke decideret en udvikling. Filmen har en masse rigtig gode emner og gode budskaber, og desværre kommer det langsomme og hverdagsagtige udtryk til at hive helheden en smule ned. Der er ingen stor opgave eller et stort mål, der skal løses for Peddersen og Findus. De arbejder med emnerne, de bliver en anelse klogere, men de rykker sig aldrig særlig meget. Det er vel også en del af universets charme, men en større udviklingshistorie ville lige have rykket filmen lidt ekstra op.
Trods alt er det jo en film, og ikke en opsamling med de bedste øjeblikke. Det kommer filmen til at virke som i slutningen, og det trækker lidt ned. - men heldigvis er der masser charme, underholdning og kær humor at hente, og det giver filmen masser af kvalitet.

NYHEDSBREV










