Uskyldig dømt filmanmeldelse

< Forrige		Næste >

Gammel Fritz Lang noir
‘Uskyldig Dømt’ er en genindspilning af en film noir af Fritz Lang fra 1956. Fritz Lang var en tysk filminstruktør, der startede som genreskabende inden for ekspressionismen, men i optakten til Anden Verdenskrig måtte han ligesom mange andre kunstnere fra Tyskland flygte til USA. Her var han en dominerende skikkelse inden for det, franskmændene senere ville betegne som ‘film noir’ - mørke film - der udkom i 40‘erne og 50‘erne. ‘Beyond a Reasonable Doubt’ blev Fritz Langs sidste film i Amerika, inden han rejste tilbage til Tyskland i slutningen af halvtresserne.

Klassisk noir bliver rykket et halvt århundrede
Film noir har en helt speciel stil, der af mange regnes som Hollywoods stortid. Der er siden 50‘erne kommet mange film, der læner sig op af det klassiske noirudtryk, og endnu flere film låner virkemidler fra film noir for at skabe den helt unikke stemning, der er i en noir film.
Film noir var i 40‘erne og 50‘erne meget flettet sammen med tiden; frygt for atombomben, efterkrigstiden, kvindens rolle i samfundet, kriminalitet og censur er nogle af de tidsbestemte ting, der tydeligt satte sit præg på filmene fra Amerika. Det er derfor interessant at se, hvordan instruktør Peter Hyams forsøger at opdatere historien.
Historien er rykket til nutiden. Det har givet produktionsholdet en masse muligheder for at sætte sit eget præg på historien - især på grund af den teknologiske udvikling. Det ser vi også gentagende gange i filmen, hvordan teknologien spiller en væsentlig rolle for historiens udvikling.
Det er en fornøjelse at se, hvordan Hyams har tilpasset historien til sin samtid. Der er intet mere forstyrrende, end når en film ikke tilpasser sig den tid, filmen foregår i. Historien kan godt holde til at blive rykket over et halvt århundrede. Filmen forekommer både aktuel og vedrørende, og det må siges at være en enorm stor styrke.

Vi starter med at møde den idealistiske journalist CJ (Jesse Metcalfe). Han har en drøm om at lave journalistik, der for alvor skaber røre i samfundet. Han er træt af kun at dække historier, der i hans øjne er indholdsløse og kedelige. Desuden har han et godt øje til en ung kvinde (Amber Tamblyn), der arbejder sammen med advokaten Mark Hunter (Michael Douglas). Hunter vinder den ene mordsag efter den anden, og det ligger i kortene, at han snart vil stryge til tops som kandidat til en post som guvernør.
Desværre for Hunter har CJ en mistanke til, at han spiller et ikke helt rent spil, og så begynder jagten. Her er muligheden for at komme på forsiden med den type journalistik, der fik ham ind i faget. Her er muligheden for at afsløre en korrupt guvernørkandidat; en chance, han ikke vil forspilde. Derfor begynder CJ selv at spille et farligt spil.

Dyster musik og unge skuespillere
Et typisk film noir kendetegn er den dystre, skæbnesvangre musik. Det er et dominerende virkemiddel, der driver filmen frem og tydeligt markerer skjulte karaktertræk, mistænksomhed og usikkerhed i filmene.
Det gør sig naturligvis også gældende for ‘Uskyldig Dømt’. Lige fra starten slås det an, at vi har med en noir at gøre. Musikken er faretruende og tung, der varsles død, ulykke og tragedier. Heldigvis, fristes man til at sige! En ægte krimi, en ægte noir, en ægt thriller - ingen af delene lyder særlig spændende uden mord, dobbeltspil og intriger. Der er en dejligt masse af det hele i filmen, og musikken passer perfekt dertil.
Musikken er så tiltalende og charmerende, og det skyldes især de tydelige 80’er-træk, hvorfra der hentes meget inspiration. David Shire, der står for lydsiden, formår at løfte filmen op med et strejf af nostalgi, men uden på noget tidspunkt at lade filmen blive kitsch.
De intense, faretruende scener bliver mere dystre og nervepirrende. Angsten og frygten for at blive afsløret males flot og tydeligt af Shire.

Jesse Metcalfe er måske bedst kendt fra tv-serien ‘Desperate Housewives’, hvor han spiller den unge, attraktive gartner John.
Metcalfe spiller i ‘Uskyldig Dømt’ hovedrollen, og det gør han rigtig godt. Den drengede charme passer rigtig godt til den naive CJ. Det er så tydeligt, at han spiller et spil, han slet ikke burde nærme sig. Den godtroende unge gut, der slet ikke overvejer de fatale konsekvenser, får svært ved at slippe ud af det rod, han har viklet sig ind i. Metcalfe spiller meget overbevisende. Det er umuligt ikke at have sympati for den dumdristige journalist, da han så småt begynder at blive kringlet ind i edderkoppespindet.
En anden ung skuespiller på rollelisten er Amber Tamblyn, der spiller rollen som CJs elskerinde og Hunters lærling. Tamblyn er måske bedst kendt for sin rolle i ‘The Grudge 2’, og derudover har hun haft en del biroller i adskillige tv-serier.
På trods af den noget tamme fortid formår hun at spille rollen fyldestgørende. Hun er fræk og forførende i scenerne sammen med Metcalfe. Hun er udspekuleret og snedig i den sidste halvdel af filmen. I scenerne med sin chef - Douglas - fremstår hun blåøjet og naiv. De meget modstridende udtryk kunne nemt gå hen og være problematisk, og hvis rollen på noget tidspunkt var utroværdig, ville hele filmen falde fuldstændig til jorden. Heldigvis formår Tamblyn at være loyal over for sin rolle, der får en masse dybde og nærvær gennem hendes spil.

Bare en mørk krimi
Der er mange overraskende og interessante slutninger i filmens verden, men slutningen på ‘Uskyldig Dømt’ overraskede mig virkelig meget!
Jeg plejer ofte at gætte, hvordan film udvikler sig, men på intet tidspunkt havde jeg gættet, hvordan tingene pludselig udvikler sig i denne film. Slutningen skal naturligvis ikke afsluttes her, men den får bestemt lige rykket filmen over gennemsnittet.

‘Uskydig Dømt’ er en spændende krimi. Det er især interessant at se, hvordan en klassisk noir historie er blevet flyttet til et nutidigt miljø, og hvordan de mange nye opfindelser går ind og ændrer historien. En meget opfindsom ting er også måden, hvorpå klassiske noir elementer overføres til moderne udstyr; for eksempel ser vi CJ på en enorm mængde tv-skærme, der fungerer som en moderne måde at vise spejlbilleder, som er et klassisk noirtræk.
Historien udvikler sig intenst, mens hjerterytmen stiger. Noirvirkemidlerne bruges flittigt. Det ene dobbeltspil bliver afløst af et mere kryptisk dobbeltspil, og til slut er der næsten ingen grænser mellem virkelighed og fantasi.
Filmen er rigtig spændende, men desværre kommer den bare ikke med noget nyt og opfindsomt. De gamle noirelementer fungerer rigtig godt i den nye teknologi, men det er måske det eneste, der kan komme i nærheden af originalitet.
Skuespillet er noget af det bedste, jeg har set fra tv-serie-skuespillere, og det er jo altid en fornøjelse at se Michael Douglas. Spændingen er i top, og historien formår at overraske. Desværre formår filmen bare aldrig rigtig at rykke op og blive mere end en mørk, stilfuld krimi - men mindre kan bestemt også gøre det, og der er mange lyspunkter gennem filmen.